Borgernes mulighed for hjælp, camoufleres af kommunernes flotte visioner og overordnede handlings-modeller!

”Børnenes statsminister” har virkelig formået at sætte gang i en debat med sin nytårstale. ”Barnet i fokus” og indsatser på børnenes præmisser, nævner Mette Frederiksen. Emner mange kommuner allerede har fokus på, bl.a. via deres fine visioner for børne- og familie området. Visioner som er defineret via diverse modeller:

Herning kommune har Herning-modellen, Aabenraa kommune har Aabenraamodellen og Sverigesmodellen bruges bl.a. i Hillerød.

Modeller som med flotte ord og udvaskede floskler, beskriver kommunernes visionære hensigter, men som sjældent er sammenlignelig med børnefamiliernes oplevelser.

Jeg er mor til et barn med handicap, og dermed i teorien ”i fare” for, ikke at løse min forældreopgave tilstrækkeligt. Jeg defineres som såkaldt ressourcestærk, er en del af en kernefamilie med far, mor og 2 skønne børn. Men også en mor som er udfordret på overskud, både fysisk og mentalt.

Som familie vil vi gerne, som så mange andre, give vores børn de bedste forudsætninger, for at lykkedes i livet. Desværre gør det, at vi har været nødsaget til at bede kommunen om hjælp, for at få hverdagen til at fungere.

Dilemmaet. For det første kan det være uhyre svært at erkende, at man har brug for hjælp, og derefter kan det være endnu sværere at få hjælpen!

Når man som borger læser på kommunernes hjemmesider, at de via deres specielt udarbejdede modeller, bl.a. ønsker at: ”alle børn skal blive så dygtige de kan” og at ”alle børn skal blive en del af fællesskabet”, samt at der ønskes en tidlig indsats, bl.a. for at forebygge, ”udbrændthed i familierne til børn og unge med varige fysiske og/eller psykiske funktionsnedsættelser.” Så bliver man fortrøstningsfuld. Man forblændes af de flotte intentioner og visioner, som de beskriver at have, for at hjælpe familier som os.

Men visioner og flotte ord er én ting, og er taknemmelige i deres udtryk på skrift. En anden ting er praksis. Visioner beskriver hvad man ØNSKER at gøre, men ikke HVORDAN.

Kommunen VIL GERNE hjælpe, men skal jo følge lovgivningen og (den manglende) økonomi på området. Praksis udføres nemlig efter juridisk fastsatte regler. Regler som sagsbehandlere er uddannet i at tolke og vejlede i. Love og paragraffer, som vi forældre sjældent har en kinamands chance for at oversætte og bruge, så vi kan få den relevante hjælp.

Hvis Mette Frederiksen er lige så blåøjet som os forældre, og tror på alle de flotte intentioner der står beskrevet på kommunernes hjemmesider, frem for at se på, hvordan disse sjældent effektueres retmæssigt, så bliver hun, som os, snydt!

Familier bliver sjældent vejledt tilstrækkeligt i, hvilke muligheder der er for hjælp i netop deres familie. De bliver kastet for et bureaukratisk spindelvæv af titler, som sagsbehandler, handicap koordinator, afd. leder, afd. chef med flere. Titler som gør det svært at gennemskue, hvem der hjælper med hvad, og hvor man skal henvende sig. Og når jeg, som såkaldt ressourcestærk, har svært ved at gennemskue mulighederne for hjælp…så bliver jeg endnu mere bekymret for de med færre ressourcer!

Familier bliver ofte spurgt om, hvad de har brug for af hjælp, man ved sjældent hvad de skal svare, blot at hjælp er nødvendig.

Hvis familier nævner ord som ”tabt. arbejdsfortjeneste” eller ”aflastning”, så er det det der kigges på, fremfor at vejlede familierne helhedsorienteret, og oplyse om familiernes muligheder. Ofte ender disse ansøgninger i afslag, da familierne ikke vejledes tilstrækkeligt. Hvis en bevilling går igennem, så resulterer det ofte i øget arbejde for de pressede familier; de skal selv finde aflastningspersoner, udfylde og indsende diverse formularer osv. En udtrættende proces, hvor hjælpen resulterer i ”mere vand i bassinnet, så man risikerer at drukne”!

Den tiltænkte hjælp, og muligheden for opretholdelsen af overskud i familien, smuldrer i en kamp på brugen af de rette ord, diskussioner med kommunen samt papirarbejde. Visionerne bliver til luftkasteller!

Jeg er enig med Mette Frederiksens om, at barnet har brug for en sikker og tryg opvækst og dermed fremtid. Men mon ikke hovedparten af vores børn, hvis de bliver spurgt, helst vil blive i deres egen familie?

Hvis man skal undgå tvangsfjernelser, og se på barnet, fra barnets perspektiv, så er det vigtigt at se HELE barnet, og dermed også tage hensyn og støtte barnets primære voksne: Familien!

At have børn med udfordringer kræver mange møder med diverse eksterne samarbejdspartnere. Det kræver overskud at skulle definere barnets og egne behov. Mange møder, giver meget fravær fra arbejdet. Mindre arbejde giver færre penge, samt risiko for fyring. Bekymringer tærer på overskuddet…overskuddet til barnet og familien

Jeg mener der skal kigges på handleplaner for kommunerne. Handleplaner som bygger bro mellem de forskellige afdelinger i kommunen, og dermed muliggør et samlet syn på barn og familie, fremfor opdeling i individuelle økonomiske kasser. En plan som ikke kun indbefatter penge til kommunerne, men også en plan over HVORDAN ord bliver til handling!

Mit klare ønske er: at der kommer en tidlig og helhedsorienteret indsats for børn og deres familier, i ALLE kommuner.

Men hvordan sikres dette, når visioner, handling og jura sjældent spiller sammen??

Kommentarer