DET KRÆVER TID AT DANNE BØRN.

Jeg er pædagog. Jeg sætter et tykt aftryk på børns selvforståelse, og lægger et solidt fundament for børns karakterdannelse hver eneste dag.

Jeg er ved at spille fodbold med en gruppe drenge, da jeg hører hyl bagved det ene legehus. Jeg hopper ud over banden, og hører Magnus og Silas råbe: ”ahhh, come on Kasper”. Jeg løber afsted mod legehuset og hører nu Johanne råbe: ”jeg vil ikke ha’ det”, ”og jeg er ikke dum, det har Kasper Røghat selv sagt”.

Der går et gys igennem min krop. Jeg er pisse stolt over at jeg er lykkes i mit arbejde, men også nervøs for om Anders når at få slået Johanne inden jeg når frem. Men Anders gør ikke noget, for Johanne har med fasthed i stemmen og rank ryg sagt fra på den flotteste måde. Anders står fuldstændigt målløs tilbage, og har tabt den røde plastic skovl på jorden.

De ord som jeg har givet Johanne er blevet internaliseret og sidder som en forankret del af Johannes selvforståelse og integritet. Johanne har fået lagt den første sten i sin dannelsesproces – hun har lært at sige fra, og hun har lært det i børnehaven, og hun har lært det af mig. Børns karakterdannelse starter hverken i folkeskolen eller efter en ungdomsuddannelse – det starter den dag dit barn sætter sin fod i et dagtilbud.

Jeg lever for de øjeblikke hvor jeg lykkes i mit arbejde, men min virkelighed er også, at jeg hver dag står overfor nogle urimelige dilemmaer, hvor jeg dagligt vælger nogle børn til på bekostning af nogle andre – og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om de sidste årtiers forringede normeringer, har haft en betydning for det stigende antal børn der bliver visiteret til børnepsykiatrisk afdeling, oplever skolevægring eller viser symptomer på stress.

Forudsætningen for at jeg kan indgå i et dannelsesmæssigt samspil med børnene er tid. Tid i form af bedre normeringer. Det er den mest betydende enkeltfaktor for, at jeg levere kvalificeret pædagogisk arbejde.

En ting er, at Mette Frederiksen under valgkampen kaldte sig for børnenes statsminister på budskaber som “Danmark skal være det bedste land at være barn i”. Men det er mig en gåde, at hun ved de nuværende finanslovsforhandlinger ikke kan finde de 2 milliarder det vil koste at sikre minimumsnormeringer – og jeg tænker, hvordan kan vi have råd til, at lade være?.

 

DEBATINDLÆGGET ER BRAGT I FYNS AMTS AVIS’S NETAVIS TIRSDAG D. 26/11-2019, I EN LETTERE REDIGERET VERSION.

Kommentarer