12 år tilbage, af et alt for hårdt arbejdsliv!

Jeg har 12 år tilbage af mit arbejdsliv.

Jeg var 17 år i 1980 og startede min karriere i arbejdet med børn, som vikar i en vuggestue. Et arbejde jeg dedikerede mig til.
Det var den gang der var 8 timers vikar for 8 timers fravær, den gang man tog på koloni med børnehavebørn en hel uge og blev lønnet for det, den gang man kun havde 20 børn på en stue og 3 ½ voksen.

Jeg har snart været i faget i 40 år, er stadig lige dedikeret og brænder stadig for at gøre en forskel i små børns liv.
Jeg er et meget engageret menneske, er fagligt velfunderet og stræber efter at kvaliteten af mit arbejde, er på et meget højt niveau.

Men, hold nu kæft hvor er det hårdt arbejde ……
Mine kollegaer og jeg er presset på det yderste og hænger efterhånden kun i med neglene.

Vores prioritering er nærvær i kerneydelsen og sikring af alle børns trivsel og udvikling.
Vi skal sikre læring og sproglig opmærksomhed gennem leg, temaer og traditioner.
Vi skal sikre en god og tryg indkøring af snart tre årige Mikki, som intet kendskab har til institutionslivet og som savner sin mor rigtig meget hver dag.
Vi skal i gang med Storbørnsgruppe arbejdet, som sikrer en god og tryg skolestart for de ældste børn.
Så er der det daglige faglige arbejde blandt andet med fire årige Marika, som ikke vil bruge sproget, Benjamin som reagerer voldsomt p.g.a. psykisk sygdom i familien + alle de andre.

Oveni det, står der på min “WHAT TO DO” liste:
• Handleplan for skoleudsættelse
• Pædagogiske beskrivelser af kommende skolebørn
• 5 års srogvurdering af Milla
• Forberedelse af forældremøde (oplæg vedr. Leg og sprog)

Kommunen skriger på dokumentation for kvaliteten i dagtilbud og vil have os til at udfylde krydser i et skema, der skal gøre dem klogere på det, hvilket kræver tre timer fra hver pædagog, væk fra kerneydelsen.

Hjælp! Jeg mangler flere kollegaer, der sammen med mig kan komme omkring disse mange opgaver og samtidig sikre kvalitet i børns liv.
Vi har i de sidste, rigtig mange år, prøvet at gøre politikere opmærksomme på hvor pressede vi er, at det går ud over kvaliteten i vores arbejde med børnene.
Nu har forældrene landet over, også fået øje på vilkårene for deres børn og har ydermere gjort deres frustrationer til kende med store demonstrationer landet over.

Op til folketingsvalget spirede der et lille håb. Skulle det lykkedes pædagoger og forældre og sågar forskere, at gøre så meget opmærksom på vilkårene og vigtigheden af hænder til omsorg og udvikling, at vi endelig kunne opnå minimumsnormeringer?
NEJ, sådan skulle det selvfølgelig ikke gå.

Finansminister Nicolai Wammen (S) fremlagde, på et pressemøde, regeringens forslag til en finanslov for 2020.
Minimumsnormeringer i vuggestuer og børnehaver vil ikke blive fuldt indført med regeringens første finanslov. Det vil først ske i 2025.

Jeg er træt og bekymret, jeg går hjem med dårlig samvittighed hver dag over alt det jeg ikke når, over de børn jeg ikke fik set og ikke fik krammet og ikke lige fik givet det der skulle til for optimalt nærvær og udvikling.

Hvad er det for nogle samfundsborgere vi skaber, mens vi holder samfundets travle hjul i gang? Hvordan kan vi acceptere, at vi ikke gør det allerbedste for vores børn de første og vigtigste år i deres liv.
Det er dem der skal passe på os og vores jord fremover, det skal vi ruste dem til, samt udvikle deres menneskelige grundsubstans af selvværd, empati, selvregulering og grundlæggende tro på og tillid til verden.

Kommentarer