Dårlige rammer og vilkår afsporer pædagogikken.

I tirsdags rullede dokumentaren “Daginstitutioner bag facaden” over skærmen på TV2. Endnu engang skabte en virkelighed for vores børn vrede, frustration og afmagt hos forældre og pædagoger i Danmark. Dokumentaren viste et pædagogisk personale, som langt fra lykkedes med deres opgave og i flere tilfælde direkte svigtede børnene.

Jeg er skole- og fritidspædagog og jeg kan heldigvis ikke genkendende den helt ekstreme hverdag fra dokumentaren. Men jeg kender alt for godt følelsen af ikke at kunne imødekomme børnenes behov og nå omkring alle børn. Jeg er uddannet til at udvikle, guide, støtte og hjælpe børn. Jeg uddannet til at observere og indsamle empiri fra min praksis, analysere den og handle målrettet udfra mine konklusioner. Jeg er professionel og samtidig er jeg omsorgsfuld og helt ærligt jeg er mega god til mit arbejde, men selvom jeg gerne vil og gør mit allerbedste, så når jeg desværre ikke alle børn.

Jeg sidder på vores scene i skolegården og observerer en gruppe børn, som spiller bold. Der er mange børn med i spillet og naturligt følger der flere mindre konflikter, men børnene lykkes med at løse de fleste selv. Det er en god leg, med masser af dialog og forhandling, men jeg holder mig dog helt bevidst i nærheden for sommetider har de brug for hjælp eller guidning til at komme videre.

Pludselig mærker jeg, at nogen står bag mig, det er Kristian. Han udbryder: “Du må ikke være her, jeg sparker dig!” Det gentager han mange gange imens spidsen af hans sko snitter min ryg flere gange.

Jeg ved, at hvis Kristian gør alvor af sin trussel, ja så vil det gøre rigtig ondt på mig. Men jeg ved også at det er det eneste det er, altså en trussel. Det er Kristians lidt bagvendte måde at få min opmærksomhed på. Jeg gentager hver gang han snitter mig, at jeg vil blive ked af det hvis han sparker, men at jeg meget gerne vil være sammen med ham. Men han nægter, det vil han ikke, jeg skal gå min vej.

Min erfaring siger mig, at han faktisk mener det modsatte. Jeg ved, at han gerne vil være tæt på mig fordi jeg giver ham tryghed og ro, men han ved ikke hvordan han skal bede mig om det. Jeg er rolig, imødekommende og viser ham at jeg rigtig gerne vil ham.

Det tager lang tid og jeg følger ikke med i boldspillet mere fordi mit fokus er på Kristian. Pludselig sætter han sig ved siden af mig, han er faldet til ro og vi tilbringer den næste halve time frem til han bliver hentet hånd i hånd med rolig snak, fjollerier og latter.

Jeg forsøger hele tiden at vise Kristian en anden vej, at jeg vil ham og inviterer til en positiv relation. Jeg forsøger at give ham, den tryghed han higer efter, men som han ikke ved hvordan, han skal bede om.

Jeg ved, at der er masser af dygtige og fagligt kompetente pædagoger ude i Danmarks institutioner. Men bl.a. for dårlige rammer og vilkår tvinger pædagogikken ud på et sidespor. Presset gør, at pædagogerne ikke har tid til at give børnene det, som vi ved de har brug for. Det kræver tid at hjælpe Kristian, men der skal også være tid til de andre børn. For at der skal være nok tid, skal der være flere pædagoger fordi Kristian er langt fra det eneste barn, som har brug for en voksen, som har tid til at guide og hjælpe.

Der er helt simpelt, hvis der kommer mange flere pædagoger i dag- og fritidstilbuddene, vil det give tid til alle børn og alle børns behov kan derfor imødekommes. På den måde ville vi kunne sikre at alle børn får et godt børneliv.

Kommentarer