Invester i Danmarks fremtid, børnene

”Hvis jeg havde vidst det ville ende sådan her, så havde jeg valgt en anden uddannelse!” Det hører jeg alt for ofte dygtige pædagoger sige. De er pressede pga manglende tid, dårlige rammer og vilkår for at udføre deres arbejde i vuggestue, børnehave, skole eller fritidstilbud.

Jeg er selv pædagog og jeg synes det er brandærgerligt. Jeg er skole og fritidspædagog og jeg er vild med det. Jeg forsøger at holde fast i mine succeser og fejrer dem, for jeg lykkes faktisk og det på trods af sommetider helt håbløse vilkår og rammer.

Jeg får gejst og energi når min anerkendende og positive tilgang til et barn efter lang tid endelig resultere i positiv og ikke udadreagerende adfærd. Når mit pædagogiske forløb bærer frugt og ham, som aldrig har haft en ven pludselig, har fået en. Når jeg tilrettelægger aktiviteter, hvor alle børn kan være med uanset hvem de er og oplever at få succes. Det giver mig energi og gejst til at fortsætte.

Men jeg har også dage hvor det hele virker håbløst.

Forleden var det sådan en dag. Det var en dag præget af mange konflikter mellem børnene og ingen tid til at guide børnene ordentligt igennem. Flere børn havde brug for en nærværende voksen, men ingen havde tid til at være det. Jeg kunne mærke, at jeg blev ked af det. Dage, som den trækker tænder ud og den er desværre ikke enestående.

De dage, får også mig til at overveje, er det virkelig det her jeg vil?

Men endelig fik jeg styr på det hele og mange børn var gået hjem. Jeg gik ned til Kristian og Lasse. De legede med havdyr, Lasse spurgte: ”Hvad er det her for en hval?” Jeg fortalte, at det var en kaskelothval og faktisk havde jeg set 16 i virkeligheden engang på Rømø. Begge drenge, så på mig med store øjne og spørgelysten var enorm. Vi læste og talte om hvaler indtil de blev hentet og det var skønt. Det gav mig energien tilbage, at jeg med god samvittighed kunne gribe øjeblikket.

Nej jeg vil ikke noget andet, jeg vil være pædagog! Jeg vil kæmpe for børnene og for at beslutningstagerne skal se at det, mine kolleger og jeg gør, gør en forskel nu, men også senere i børnenes liv. Hvis ikke Danmark skal miste en masse dygtige pædagoger og tabe børn på gulvet, så skal politikerne handle nu.

Tænk hvad vi kunne udrette hvis det var en selvfølge at der hver dag var tid til at tale om hvaler, guide, støtte, udvikle, lege, være nærværende og se alle børn i øjnene.

Der skal langt flere pædagoger i vores institutioner, både i vuggestuerne, børnehaverne, skolerne og fritidstilbuddene. Politikerne skal forstå at det er en investering i børnene og dermed en investering i Danmarks fremtid.

(Bragt i Viborg Stifts Folkeblad d. 24. maj 2019)

Kommentarer