Lad had og frygt være fortid

Lørdag d. 4. maj var det 74år siden hadet og mørket forlod vores land. Det markerede mange, inklusiv jeg selv, med at tænde lys i vinduet. Danmark blev for 74år siden befriet efter 5 år i kløerne på en magthaver, som med vold og frygt ville bestemme over ikke bare hvordan vi agerede, hvordan vi regerede men også hvem, som måtte leve i Danmark.

Hadet og mørket hersker ude i verden, men inden for Danmarks grænser spirer et had, som gør mig bange.

Min bedstemor fortalte mig mange fortællinger fra hendes barndom og ungdom. Fortællingerne handlede blandt andet om dengang hun var en lille pige og Danmark var besat. Min bedstemor var 12år gammel, da Danmark blev befriet. Hun huskede mørket og frygten, som en fast del af livet i de 5år.

Særligt en fortælling fra dengang har sat sig fast i mig. Min bedstemor og jeg sad i hendes lille køkken i Holstebro med hver vores kop varme kaffe og en rygende cigaret i askebægeret. Med sin karakteristiske jyske røst fortalte hun mig om sit liv på hendes fødegård Krogslund. Hun huskede, at have siddet på gårdspladsen 10år gammel. Det sted i verden, hvor hun burde være allermest tryg, men hun var bange. Hun var bange for tyskerne og hvad der skulle ske med hende og hendes familie.

Hun så på de kaglende hvide høns, som ikke havde en eneste bekymring eller frygt i livet og ønskede, at hun var en høne. En høne, som kunne flyve langt væk fra alt det uhyggelige, som gjorde hende bange. Krogslund lå langt fra krigens ødelæggelser, men mørket og frygten var helt tæt på den lille pige på bare 10år.

Jeg har fornyelig fortalt mine egne børn om krigen, fordi vi så bunkerne langs vestkysten. Jeg fortalte dem, at det var længe siden og at det aldrig vil ske igen. Jeg fortæller dem dog ikke om hadet og frygten, det kan jeg ikke, fordi de vil ikke, kunne forstå det. Det vil være ubegribeligt for dem fordi frygt og had heldigvis ikke er noget, som de kender til.

Men desværre er hadet blevet gødet i vores lille land og det spirer. Frygten for at nogen skal komme til magten, som vil bestemme over hvem, der må leve frit i vores land er pludselig en mulighed.

Det må ikke blive til virkelighed!

Danmark skal fortsat være et land, hvor der er plads til alle uanset hvem du er og hvor du kommer fra. Det skal være et land hvor alle børn og voksne skal kunne gå på gaden i tryg forvisning om at her hersker der kun retfærdighed og kærlighed.

Børn skal ikke være bange. Voksne skal ikke være bange. Lad frygt og had være noget, som var virkeligt for 74år siden og aldrig nogensinde skal det være en del af Danmark igen.

Kommentarer