Pædagoger i kunsten 3. Cathrine Esmann om pædagoger i billedkunsten.

Fra moralske opdragere til kreative frihedskæmpere.

fra Århus Pædagoger 01, marts 2019

https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus/aarhuspaedagoger/2019/aap19-01-high/

Det kan godt være, at der var svært at en pædagog i litteraturen, besværligt at finde én i stand-shows og næsten umuligt at finde én i tegneserier, men i billedkunsten burde det kunne lade sig gøre. Det var i hvertfald hvad jeg troede. Men jeg blev klogere.

Det viste sig nemlig, at være helt og aldeles umuligt, i hvertfald for mig. Heldigvis kom Cathrine Esmann mig til undsætning. Hun er kunsthistoriker og arbejder som Senior Communication Strategist hos LEGO. Resultatet af hendes detektivarbejde er blevet til artiklen her.

Cathrine: “En klog kunstner (Lars Bent Petersen, f. 1964) har engang sagt, at ”ethvert kunstværk er et argument om at se verden på en bestemt måde”. Gennem de briller ser det ud til, at billeder af pædagoger også er billeder af et bestemt syn på barndommen, børn og de voksnes rolle i forhold til dem.”

Greek, Pedagogue and Boy, 3rd-2nd century BC, terracotta, traces of paint, 6 1/16 x 2 3/4 x 1 3/4 in. (15.4 x 7 x 4.4 cm), Gift of Charles William Lewis, Jr., 1946 (The Walters Art Museum, 48.1934)

Begrebet pædagog stammer fra det gamle Grækenland. “En pædagog var en voksen mand, som varetog en drengs moralske og sociale undervisning/dannelse” står der i museets beskrivelse. Andre steder er pædagogen knap så flatterende beskrevet som den mandlige slave, der fulgte barnet til og fra skole (paida= barn, gôgos= føre). En afledning af paidagôgos er paidagogike (pædagogik), som betyder opdragelseskunst.

Cathrine: “Terrakotta-figuren viser en harmonisk og solid symbiose mellem den voksne som mentoren og barnet, der skal ledes og dannes i den voksnes billede.”

Konrad Grobs portræt af den schweiziske pædagog Pestalozzi.

Der er en hel del billeder af pædagogiske tænkere som Fröbel, Rousseau, Steiner og Montessori.
Langt de fleste er portrætter af mere eller mindre alvorlige mænd og kvinder. Det gælder også for den schweiziske pædagog Johann Heinrich Pestalozzi (1746-1827). Men han bliver også malet sammen med de forældreløse børn han brændte for at hjælpe. Konrad Grob én af de kunstnere, som skildrede ham sammen med børnene. Maleriet her er et opstillet og nærmest socialromantisk billede. Det er malet længe efter Pestalozzis død. Han er portrætteret som den milde, omsorgsfulde pædagog og velgører, der tager sig af af de mange stakkels, yndige og tilpas lasede børn. De betragter ham til gengæld taknemmeligt, håbefuldt og beundrende. En pige kigger ud af billedet på betragteren. Hendes blik er stærkt, alvorligt og appellerende. Der er ingen tvivl om at børnene har brug for den hjælp Pestalozzi giver dem. Grob har vægtet forbindelsen og relationen mellem pædagogen og børnene.

Cathrine: “Grob præsenterer børnene som ”de vilde” – tættere på naturen, i deres drifters vold, og hjælpeløse som små sultne fugleunger. De har brug for en barmhjertig faderskikkelse, en voksen, der kan tæmme dem, mætte dem og civilisere dem.”

Den første kvindelige børnehavepædagog. “Ida Seele archiv”s logo. Ukendt kunstner.

Ida Seele (1825-1901) blev beskrevet som den første “kindergärtnerin”, den første kvindelige børnehavepædagog. Hun arbejdede blandt andet sammen med Fröbel og blev også kaldt “Fröbel Ida”. I dag er forskningssamlingen i Drillingen an der Donau, Tyskland opkaldt efter hende: “Ida Seele archiv”. Billedet er Ida Seele arkivets logo og viser Ida, som danser med børnene og deres dukke. De danser udenfor i lys og luft med haven som baggrund og roser med torne omkring sig. Der er en legende lethed i billedet og et ligeværd mellem voksen og børn, som har stået i skærende kontrast til den mere kontante opdragelse, som også lå i tiden. Billedet er tydeligt inspireret af jugendstilens bløde organiske linier.

Cathrine: “Hos Ida Seele er børnene også tættere på naturen, men nu som små fine spirer. De har også brug for en voksen. Dog i form af en moderskikkelse, som giver liv til det, der gror, med sin blide kraft af kreativitet og inspiration.”

To uartige elever og deres upædagogiske underviser.

Hvis man savner billeder at pædagogen, er der til gengæld rigeligt med upædagogiske undervisere, som straffer uartige elever. Den amerikanske genremaler Francis William Edmond (1808-1863) har malet “The Two culprits”, de to syndere, som venter på deres straf. Den ene dreng skammer sig og skjuler sit ansigt. Den anden er fattig og barfodet. Han kigger trodsigt op på den strenge lærer og gemmer et eller andet på ryggen. De andre børn lægger knap nok mærke til afstraffelsen. På det tidspunkt har den korporlige afstraffelse stadig været anset som nødvendig del af børneopdragelsen.

Cathrine: “Hos Edmond er der langt fra terrakottafigurens symbiose og Ida Seeles kærlige nudging. I Edmonds billede skyder generationskløften sig ind som en uoverstigelig forskel, og der er ikke noget godt at sige om børn og det, de repræsenterer. Her har den voksne som en streng autoritet sin berettigelse, for børn er uregerlige vilde, der skal afrettes. Ikke med kærlig omsorg, men med udskammelse og korporlig straf.”

Ciro Scardinas mediterende pædagog er af den handlekraftige type.

Hvad angår nyere billeder af pædagoger lykkedes det Cathrine Esmann, at finde frem til Ciro Scardinas “Meditations of a pedagogue!!”. Billedet citerer Roy Lichtensteins tegneserieinspirerede Pop-art stil. Pædagogens voldsomme meditation viser sig ved nærmere eftersyn, at være af den kreative slags. I stedet for patroner, skyder hun med blyanter. Måske tegner hun, måske skriver hun. Under alle omstændigheder får hun afløb. Ciro Scardina er underviser, bibliotekar, forfatter og kunstner i New York. Han er optaget af social retfærdighed, folkeskolens fortræffeligheder og mener at viden er magt. Læs evt mere på hans hjemmeside.

Cathrine: “I Scardinas billede møder vi endelig pædagogen i sin egen ret i et aggressivt ekspressionistisk, dynamisk billede af pædagogen som en frihedskæmper, der bruger det stærkeste våben – ikke sværdet, men pennen – i kampen for at befri børnenes kreativitet og potentiale.”

Cathrine slutter sine betragtninger: “God kunst maner til eftertanke. Og således kan man reflektere over, hvilket af de fem verdensbilleder, der er mest dækkende i dag. Fx hos nutidens pædagoger? Skoleledere? Forældre? Og Ministre?”

 

 

 

 

https://www.epaper.dk/buplforbund/aarhus//2019/aap19-01-high/

Kommentarer