Vi skal bevare magien

Julen er en magisk tid for børn og barnlige sjæle. Forleden havde jeg en særlig magisk oplevelse sammen med mine kollegaer og børnene på min stue.

Hvert år i starten af december saver vi pilegrene i stykker, og maler dem som nisser. Gennem julemåneden hjælper de med at skabe julestemning på stuen. Men når vi når til den sidste uge op til jul, er det tid til at samle nisserne, hoppe i flyverdragterne og drage afsted mod skoven og slippe de små røde væsner fri. De skal nemlig nå at finde hjem til deres familier inden juleaften.

Hele vejen mod skoven er stemningen munter, børnene synger julesange for fulde hals. Så snart vi træder ind i skoven, dæmpes stemmerne, sanserne skærpes og alle ser nøje efter tegn på nisseaktivitet. Da vi når vores bestemmelsessted, får børnene hver især udleveret to nisser. De skal nu finde, det bedste sted at placere nisserne. Børnene udstråler en andægtig ansvarsfølelse. Der undersøges mange mulige nissehuler, inden den endelig beslutning om, hvor nisserne skal ”bo”, træffes. Efterhånden har alle nisserne fundet hjem.

Vi leger mellem alle nisserne, i den vinterstille skov.

Flere af børnene filmer i fællesskab, og uden de voksnes indblanding, deres nisser. Filmene viser tydeligt, hvordan børnene planlægger deres ”små” film. De taler sig frem til, hvem der skal filme, hvem der skal fortælle, hvordan de skal holde Ipaden for at få alle nisserne med – det er samarbejde på højt plan.

Andre børn leger med nisserne. De skaber fantasifulde fortællinger. Der er tid, ro og plads til fordybelse og indlevelse.

Vi voksne navigerer mellem at være indlevende, faciliterende, komme med input og at stille os på sidelinjen.

Børn og voksne er sammen, på en rar og naturlig måde.

Da formiddagen er gået, bevæger vi os tilbage mod børnehaven med visheden om, at nisserne nu er i deres rette miljø. Vi ved også, at vi langt ind i det nye år, vil møde vores nisser, når vi er i skoven. De vil ikke være, der hvor vi satte dem, de vil bevæge sig rundt blandt træer, buske og måske helt ind i den grenhule vi har været med til at bygge.

Det er da magisk.

Historier som denne fra den pædagogiske hverdag er langt fra enestående. Der skabes mange magiske øjeblikke i de danske daginstitutioner. De kan vare fra få sekunder til hele dage, men fælles for dem er, at de er det brændstof, pædagoger kører på.

Desværre oplever jeg ofte, at historier som denne efterfølges af et MEN! Vi havde en skøn formiddag i skoven – MEN – burde jeg ikke have haft mere fokus på sprogarbejdet. Jeg fordybede mig sammen med børnene i sandkassen – MEN – det betød at mine kollegaer var alene med de øvrige børn. Jeg arrangerede en god pædagogisk aktivitet – MEN – jeg nåede ikke det hele, for der manglede personale.

Jeg mener, vi pædagoger skal blive bedre til at se og være i vores succeser. Vi skal tale vores faglighed op. Vi skal tænde den store projektør, lade den feje over den pædagogiske scene, og når den rammer en af hverdagens succeser, så skal den fastholde lyset netop der.

Det betyder jo ikke, at vi ikke skal sætte fokus på alt det, der sker uden for projektørens lysstråle. Vi skal stadig sætte fokus på f.eks. normeringer, arbejdsforhold og ytringsfrihed, men til det må vi finde en anden projektør. Vores pædagogiske succeser skal stå tydelige og alene. Hvis vi konstant sætter dem i forhold til vores frustrationer, så forsvinder magien – både for børn og voksne.

Kommentarer