Jeg er pædagog, hvad er dine superkræfter?

Hver morgen afleverer jeg min 3 årige søn i armene på et kompetent, omsorgsfuldt og nærværende pædagogisk personale. Når jeg, som mor, ser pædagoger og medhjælpere udefra bliver jeg imponeret over alle de bolde, de mestrer at have i luften sådan en helt almindelig mandag morgen.

Pædagogen hjælper en flok drenge med at bygge togbane. Imens har hun en pige på skødet, som er lidt ked af det, efter at have taget morgenafsked med sin mor. Pædagogen minder pigerne ved bordet om, at propperne skal på tuscherne igen og at det er papiret, ikke bordet, de skal tegne på. Imens kommer et par andre børn stormende forbi. Pædagogen vejleder børnene om, hvor man må løbe henne, alt imens hun har et øje på en dreng, som vinker farvel til sin far gennem ruden i døren. Og her står jeg så med min søn, som har brug for hjælp til at vinke farvel. Også dén opgave mestrer pædagogen…godt nok på bekostning af togbane-byggeriet, på bekostning af hendes opmærksomhed på drengen, hvis vinken i døren har udviklet sig til tårer, og på bekostning af pigen på skødet som med kropssprog udtrykker, at hun havde brug for de trygge arme lidt endnu. Min søn græder, da jeg kysser ham farvel, men pædagogen knuger ham ind til sig. Jeg kan høre ham hele vejen ud til bilen, og jeg ber´ bare til, at ingen andre børn har mere brug for pædagogen end ham lige nu.

Men de daglige pædagogiske opgaver består af konstante valg og prioriteringer. En af de mest aktuelle situationer, i en tid med ubegribelige politiske besparelser på børneområdet, er denne: Hvilket barn kan bedst “tåle” at undvære min omsorg i nu´et?

Nogle gange ville jeg ønske, at jeg kunne påføre mig skyklapper og blot køre på arbejde med visheden og tiltro til, at pædagoger naturligvis har superkræfter. Der forventes og stilles store krav til pædagogernes opgaver selvom den simple kerneydelse i nærvær, tryghed og omsorg efterhånden er voldsomt udfordret af normeringerne. Det kan ikke længere skjules for forældrene.

Kommer pædagoger fra en anden planet? Kan de måske godt klare det pres, som daglige følelser af utilstrækkelighed akkumulerer? Måske kan de, trods de urimeligt lave normeringer, løfte den kerneopgave som er med til at sikre god trivsel og udvikling for alle vores børn. Har de måske en følelse af, at de faktisk har den nødvendige tid til det enkelte barn, og at deres pædagogiske intentioner og visioner går op i en højere enhed med det reelle arbejde, som de evner at levere hver eneste dag? Når jeg kører fra afleveringen af min søn, prøver jeg naivt, at fastholde den forstilling. Illusionen kan, på en god dag, række de små 3 kilometer og 4 minutter som det tager at køre fra institutionen til mit eget job.

Her når jeg frem til en af kommunens andre daginstitutioner, og i det jeg træder ind smuldrer illusionen for mine øjne. Jeg er jo selv pædagog…
Nu venter der endnu dag, hvor jeg skal lægge hele min faglige kunnen, min energi, min sjæl og ikke mindst mit hjerte ind i at være den pædagog, som jeg netop har afleveret min søn til. Og jeg ved at mine superkræfter indimellem vil svigte mig.

I dagtilbudsloven står skrevet, at “dagtilbud skal give børn omsorg og understøtte det enkelte barns trivsel, læring, udvikling og dannelse og bidrage til, at børn får en god og tryg opvækst”. Min pædagogiske uddannelse har givet mig viden, redskaber og metoder til at leve op til alle disse lovmæssige krav. Min drivkraft udspringer af en stærk passion for faget, og i høj grad af samspil og nærvær med det enkelte barn. Jeg har bare ikke politisk opbakning til at kunne omsætte min viden og mine kompetencer til praksis. Og selvom jeg gerne vil tro det om mig selv, så har jeg altså desværre ikke superkræfter. Kommunens uanstændige prioriteringer af børneområdet påvirker pædagoger på samme måde, som kryptonit påvirker Superman!

 

Kommentarer