De seje drenge

Jeg mener vi svigter drengene ved at presse dem ind i en rolle hvor de skal være seje og stærke.

Allerede før de er kommet til verden stilles der forventninger. Tøj og udstyr købes i blåt og andre ”drengefarver”. Store bevægelser og spark fra den ufødte dreng bliver til at han nok bliver en god fodboldspiller. Fødselsvægt hos drenge kommenteres ofte med ordene; sejt, stor dreng mm. Også selvom han vejer det samme som pigen ved siden af, der sjovt nok hverken er sej eller stor. Næh, hun er jo en yndig lille pige. Lykønskningerne strømmer ind til familien. Tillykke med arvingen eller tillykke med prinsessen alt efter kønnet.

Drengen skal selvfølgelig have legetøj og et værelse flot dekoreret med blå biler, skulle der snige sig dyr ind er det ofte dinoer og aber. Noget med power og ballade. Der skal konstruktionslegetøj til; lego og forskellige slags magneter. Men for guds skyld ikke nogen dukker eller små køkkener. I institutionen sker der ofte noget af det samme. Drengen tilbydes kassen med bilerne, det elsker alle drenge jo….. Ikke dukker og dukkevogne. Madting går an. Måske bliver han den næste ”Chef”, ham der råber som Gordon Ramsey, ham der snitter og hakker og klarer grillen.

Drenge bliver ikke trøstet som piger når de slår sig eller er kede af det, de roses for at bide smerten i sig. De begrænses på den anden side ikke nær så meget som pigerne når de løber, råber, slås osv. Boys will be boys. Det samme sker op gennem deres liv, drengen der driller en pige gør det jo kun fordi han er vild med hende. At hun føler sin grænse overskredet, tales der ikke om.

Jeg mener at vi på den måde svigter drengene. Hvorfor må de ikke lege med dukker, hvorfor opfordrer vi ikke til det. Han må gerne øve sig på at være far. Han må gerne lære at yde omsorg. Det er heller ikke farligt at han græder, han vokser op og bliver en mand og det er vel ikke helt tosset med mænd der er i kontakt med egne følelser, en mand der kan og tør udtrykke dem. Det læres ikke hvis man gennem barndommen får at vide man skal stoppe med at pive, store drenge græder ikke eller hører man er en tøsedreng. Det er ikke sjældent drenge omtales som en rigtig dreng, eller det modsatte; Han er ikke en rigtig dreng.

Desværre luftes disse fordomme også i pædagogiske kredse, måske oftest med pænere ord men meningen er den samme. Drenge skal være raske drenge og ordne uoverensstemmelser med et slag og et grynt.

Det er på tide vi begynder at diskutere kønssocialisering i institutionsverdenen, og gerne med basis i nyere forskning og forsøg. Chancen er at vi bliver klogere og giver vores drenge flere strenge at spille på.

 

 

 

 

Kommentarer