Giver inklusion overhovedet mening, hvis det kun foregår i dagtilbud og skoler?

Giver inklusion overhovedet mening, hvis det kun foregår i dagtilbud og skoler?

Inklusion blev implementeret i dagtilbud og skoler som en garanti for at det enkelte barn skulle føle sig som en værdifuld del af fællesskabet.
Men hvad sker der, når det inkluderede barn med massive udfordringer stempler ud efter endt arbejdsdag, og begiver sig ud i et samfund, der ikke har inklusion på agendaen
?

Ida tilbringer de første tre leveår af sit liv på et familiecenter, hvor forældrene bliver anbragt, da man sår tvivl om deres forældreevne.

Med kyndig og nænsom vejledning bliver Margit i stand til at varetage hvervet som mor, og hun kan stolt -og ængstelig -forlade Regnbuen med sin datter i hånden. 

Ida bliver kort tid efter tildelt en plads i min børnehavegruppe og det fremgår hurtigt, at hun afviger fra sine jævnaldrende. Hun undviger øjenkontakt, skriger ved berøring og rokker sig selv i søvn.

Som profesionelle omsorgsgivere ved vi, at det er typiske tegn på tidlig omsorgssvigt, men vi tror på, at vi sammen kan hjælpe Ida. Og heldigvis er mors allerstørste mission i livet at skabe de bedste forudsætninger for sin datter.

Der sker det, vi alle håber på, nemlig at Ida blomstrer og tilegner sig nye og brugbare strategier. Og hun bliver langsomt en ligeværdig og accepteret del af børneflokken. 

Inklusionen lykkedes, råber vi i kor, mens vi sender blikke fulde af håb og glæde hen mod Ida. 

Der afholdes netværksmøde og jeg highfiver samtlige af mine kollegaer for vores kæmpemæssige indsats, som har båret frugt, og går glad og tilfreds ned mod min stue. Men på vejen derned bliver jeg stoppet af en tydelig frustreret forældre, som fortæller mig, at Ida lige har skubbet hendes datter, og at hun ikke ønsker, at Hanna skal lege med Ida. Nogensinde. 

Moderen i eksemplet er hverken ond eller lignende, hun er blot et menneske, en mor, der passer på sit afkom, og jeg tror, at hendes reaktion er et typisk billede på, hvordan vi spontant reagerer, når vi møder mennesker, som overskrider vores eller vores børns grænser. 

Men det tegner også et billede af, hvad der sker i det øjeblik Ida og hendes mor træder ud af børnehavens dør, og møder en verden, som ikke opererer i pædagogiske fagtermer, som inklusion og anerkendelse. Og for hvem Ida blot er et barn, de møder til den ugentlige gymnastik, hvor hun i øvrigt har vanskeligt ved at regulere sine følelser. 

For selvom vi oplever en markant udvikling hos Ida, så er hun stadig afvigende i sin adfærd. Hun er ikke som andre børn. Og mor, som taler helt åbent om sine psykiske diagnoser, er ikke umiddelbart som andre voksne.

Så uanset hvor fint og brugbart et redskab inklusion er, så er det kun forbeholdt de professionelle. Og dem, der for alvor kan ændre noget, nemlig forældrene til børnene på Idas stue, står uoplyste og intetanende om hvor svære opvækstbetingelser Ida har. 

De har ikke kendskab til Margits indædte kamp for retten til et normalt liv, hendes ensomhed og den ubetingede kærligheden til sin datter, som får hende til at stå op hver evig eneste dag og kæmpe videre.

Så lad os lege med inklusionsbegrebet og vende det hele lidt på hovedet.

Hvem er det egentlig vi skal have fat i for at præge vores børn til større tolerance og rummelighed, således vi på den lange bane kan få inklusionen til at lykkes?

Vi skal naturligvis have fat i forældrene og forklare dem om vigtigheden af inklusion, således de næste gang de møder en Ida, har en forståelse for det, der ligger bag adfærden.

Så næste gang du står overfor et barn, du vurderer, ikke er som majoriteten, så husk at det har dets helt egen fortælling og dets helt egne kampe.

Vær den der tør være nysgerrig og ikke dømmende. 

Og skriv dig bag øret, at når du byder et “anderledes” barn indenfor, øger du dets livskvalitet. Du gør en forskel. 

Ida er og bliver, hvad vi siger, hun er. 

 

Kommentarer