Skærp adgangskravene på pædagoguddannelsen

Jeg hedder Sofie, jeg er to år og går i vuggestue. Vi er på legepladsen og jeg leger med Karla og Mads. Vi leger fangeleg, og Mads er den. Vi løber så stærkt, at det kilder i maven. Jeg griner og kigger efter om Mads er ved at fange mig. Mads griner også, og så løber Karla og jeg endnu hurtigere. Jeg kigger igen efter Mads, men nu griner han ikke mere. Han ser vred ud. Jeg kan ikke lide det, når han løber efter mig og er vred. Jeg ser mig om efter en voksen og får øje på Lise, hun sidder og kigger på os, og smiler til mig. Lise ville ikke smile, hvis der var noget galt, så jeg løber videre. Mads råber. Jeg gider ikke lege mere. Mads skubber, så jeg falder. Det gør ondt, for jeg lander oven på Karla. Karla begynder at græde og det gør Mads og jeg også.

Lise er pædagogstuderende. Hun er på legepladsen sammen med en lille gruppe børn. Det er hendes opgave at guide og hjælpe børnene i deres leg. For at løse opgaven, skal hun kunne læse børnenes kropssprog og ansigtsudtryk, sætte det i en kontekst, og vurdere hvad børnene har brug for fra hende i situationen. Lise har svært ved at aflæse børnene, svært ved at vurdere børnenes behov, og svært ved at afstemme sig selv efter børnene.
Lise er langt fra alene. Det er min oplevelse, at det efterhånden mere er reglen end undtagelsen, at de studerende, der kommer ud i praktik i institutionerne, er udfordrede på grundkompetencerne inden for pædagogfaget.

Det er seminariernes ansvar, at de studerende, der kommer ud i praktik er klædt ordentlig på fagligt. At de har kendskab til kerneopgaven og de grundlæggende pædagogiske principper, metoder og teorier. Men ikke alt kan læses. Hvis de studerende ikke har grundkompetencerne, når de starter, får de det ikke på de første moduler eller i løbet af praktikkerne.
Skal du kunne bruge dig selv og din person, dit kropssprog og din mimik, som et arbejdsredskab, kræver det en indgående selvindsigt. Vi kan kalde det empati, modenhed eller psykisk robusthed. Det betyder ikke noget, om du har opnået det via et højskoleophold, en udlandsrejse, et medhjælperjob, eller gennem din opvækst, men det er bydende nødvendigt at have, for at blive pædagog.

Jeg mener, at det er seminariernes ansvar, at de studerende, der ikke er klar, ikke bliver optaget på uddannelsen. Jeg kan godt mistænke, at seminarierne prioriterer taksameterpengene højere end den pædagogiske faglighed ved færdiguddannede pædagoger.
Hvis seminarierne optager studerende på en tilpasset og nuanceret baggrund, i stedet for kun på karakterer, vil det give et bedre grundlag for at udvælge de bedst egnede studerende.

Det er seminarierne, der sidder med nøglen til kvaliteten i fremtidens pædagogiske institutioner. Jeg synes, at det er på tide, at de lever op til det ansvar.

Louise Jessen, Pædagog

Kommentarer