Det er ikke altid skæg(t)

Jeg har én gang i mit liv været på en kosmetolog-klinik. Der blev talt med meditations-stemme, og cremerne var mere specialiserede end en overlæge på en øre/næse/halsafdeling, – creme specielt til huden omkring øjnene… til om aftenen… i vinterperioden. Kosmetologerne havde hvide kitler på og var alle var UTROLIGT velplejede.

Kan I se stedet for Jer? Nu skal I tilføje en højgravid kvinde med tendens til vand i kroppen. Det er mig. Med et gavekort i hånden. Og sved på panden på grund af trapperne. UTROLIG naturlig.

”Min” kosmetolog var en spinkel, smuk asiat med flere venligt anvisende gestikulationer end ord. Under seancen udvekslede vi kun høflige blikke og ”For varm? Nej, det er fint”-bemærkninger. Og så skete det! Mens pigen på bedste vis prøvede at placere sig rigtigt i forhold til at lave cirkelbevægelser i ansigtet på oversize kunde, brød hun stilheden og sagde ” Undskyld mig spør’, men har du overvejet at fjerne din skæg?”… Vi tager den lige igen… ”Undskyld mig spør’, men har du overvejet at fjerne din skæg?”.

Bevares… Havde selv bemærket at graviditetshormonerne havde igangsat hårvækst-proces. At de feminine dun på kinderne efterhånden havde fået lovlig meget karakter af Skipper-skæg. Men alligevel… Jeg svarede – overrumplet og forlegen – ”Øhh… skal I egentlig ikke kalde det uønsket hårvækst?”. Kosmetologen lod den varme voks blive i maskinen og cirklede videre i ansigtet på mig.

Hvad var det der skete mellem os? Eller… Hvem var vi i det øjeblik? Hun, en fagperson, der italesatte et ”problem”, hendes faglige optik identificerede (skæg på en kvinde) og havde en løsning på (skæg på kvinde kan fjernes med varm voks). Mig, en privatperson, der uden forvarsel fik italesat et personligt punkt med et værdiladet ord (skæg – Jo, skæg er værdiladet, når man siger det til en kvinde, og i samme åndedrag foreslår om ikke det skal fjernes!), og savnede fagretorikkens trygge forum at behandle det i. En personlig fornemmelse blev offentlig og ikke på eget initiativ. Tænker tit på episoden… Skægget blev til dun igen, da barnet kom ud, men selve situationen var lærerig for mig.

For det er på sin vis samme skabelon, samme positionering jeg agerer i som pædagog. I den pædagogiske relation er forælderens personlige, pædagogens faglige. Faglighed møder følelser – pædagogik møder privatsfære. Pædagogen identificerer en udviklingsmulighed for barnet, der kan understøttes af forældrene. Måske hjemme, måske i børnehaven. Det faglige blik strækker sig ind i hjemmet uden først at være åbent inviteret. Nogle gange er blikket velkomment, andre gange ikke. Nogle gange er objektet åbent for ”tilsyn”, andre gange ikke. Den pædagogiske opgave vokser proportionelt med at sigtbarheden og synsfeltet mindskes. Opgaven er at dele budskabet, så det ikke overrumpler eller sætter nogen i forlegenhed. Det handler om kommunikation.

Ordet kommunikation kommer af det latinske communicatio, som betyder meddelelse – at én har et budskab og et ønske om at dele det med en relevant anden. Hensigten er ikke, at budskabet skal skifte hænder, gives væk. Hensigten er, at det også skal give mening for dig at tage det i dine hænder, så vi deler det. Deles om at holde det sammen. Forholder os til det sammen. Det pædagogiske bidrag er den teoretiske viden, optikken uden basis i kærlighed men i kendskab, den pædagogiske retorik, der kan sætte ord på og det undersøgende øre. Det pædagogiske bidrag er at gøre kernen håndgribelig og det svære håndterbart, så det giver mening for os begge to, hvor vi hver især kan gribe fat – begribe. Så vi kan forholde os sammen. Også selvom det ikke altid er skæg(t).

 

Kommentarer