“Åh nej, det er snart frikvarter”

4 lektion er ved at være slut, der er 10 min tilbage, inden det er tid til det store frikvarter. Jeg sidder i 1A. Miranda har i de sidste 30 min siddet som på nåle, fordi det snart er tid til noget af det sværeste for hende – frikvarteret. Mens børnene sidder og spiser det sidste af madpakken, går hun rundt til de andre piger og spørger: “vil du lege dåsegemme med mig?”, eller “skal vi lege i frikvarteret?”. Pigerne hun går rundt til svarer undvigende og kigger rundt på de andre piger – de er i fuld gang med at skabe uofficielle legegrupper. Miranda ser mere og mere rådvild ud. Hun går til sidst op til læreren og spørger insisterende ” Preben, kan vi ikke lave legeaftaler til frikvarteret?” “Øøøøøøv”, er der et par stykker af børnene, der siger, “behøver vi at lave legeaftaler – de går altid i stykker og vi bliver uvenner”. Men Preben ser panikken i Miranda’s øjne og ved at der er flere andre i klassen, der også ofte går alene rundt i frikvarteret, så han går i gang med processen omkring at etablere legeaftaler. Børnene byder ind med lege, de andre kan melde sig på. Miranda får ingen indforståede blikke fra de andre, og de lege hun foreslår, er der ingen, der melder sig på. Der går lidt tid inden alle er ”på” en leg. Miranda har opgivet at inspirere til hendes lege og har i stedet meldt sig på vinkegemme.

Frikvarteret er vigtigt for børn – det er der, de lader op og skal komme ind til næste lektion fyldt op med energi og med glade ansigter. Voksenguidede etablerede legeaftaler er nogen gange løsningen, men de andre børn i 1A har delvis ret – ofte kommer børnene ind og er frustrerede, fordi nogen er gået ud af legen, selvom de havde meldt sig på den eller også er der nogen, der er blevet holdt udenfor. Alt for ofte bruges de første 10-20 min af timen efter frikvarteret på at løse konflikter, der er opstået i det udendørs legerum. Leg er noget af det sværeste – og bedste. Det sværeste fordi leg er altid betinget af at skulle gå på kompromis, at kunne afkode og forstå de sociale spilleregler, at danne og indgå i relationer samt forstå konteksten man befinder sig i. Frikvarteret er svært for de rigtig mange børn og meget svært for børn som Miranda. Hun bliver ikke inviteret ind i en leg – hun er med som tåleligt “fyld”, fordi legeaftalernes struktur nu engang er som de er.

Så hvordan gør vi legen ”tilgængelig” for alle? Kan vi skabe nogen rammer, hvori den frie leg fungerer eller skal legeaftalernes struktur omtænkes? Det kræver en dialog med de voksne, der er omkring børnene – hvad er fordelen og ulemperne ved den frie leg kontra den etablerede og voksenstrukturerede? Først og fremmest handler det om at være til stede i frikvarteret. Til tider som den observerende part, andre gange mere indgribende/støttende, men altid som den voksne, der er parat til at lytte, guide, mægle og trøste. Frem for alt må vi være nysgerrig på, hvordan vi kommer derhen, hvor alle børn tænker ”Jubii, det er snart frikvarter!!” – også Miranda.

Kommentarer