Da folkeskolen gjorde en forskel – helt uden undersøgelser og tests

Han er 22 år gammel, toptrænet, stor som et hus og med øjne så blide som et barns. Jeg kunne levende se det for mig, når han fortalte om sin barndom. Han var vokset op i et af byens hårdeste kvarterer med en traumatiseret far og en mor, der gjorde hvad hun kunne. Området mellem betonblokkene med legepladsen og fodboldbanen sammenlignede han med en kampplads.
“Jeg var så hidsig,” fortalte han mig engang, “Du vil ikke tro det.” Men det tror jeg gerne, for der var helt sikkert brug for både temperament, råstyrke og overlevelsesskills for at klare sig i det miljø, han voksede op i.

“Hvordan endte du så på pædagogseminariet?”, spurgte jeg ham en dag. Han fortalte længe om, hvordan han elskede at gå i skole og SFO. Det var hans frirum. Her følte han sig tryg. Her kunne han regne med de voksne og her var rammerne tydelige. Han beskrev, hvordan han endelig kunne slappe af, når han var kommet i skole og at han stadig den dag i dag bliver helt fredfyldt, bare ved tanken. “Jeg var sikkert ret utålelig, som barn,” sagde han, “hidsig og hysterisk.” Men det tror jeg ikke på. Jeg kan sagtens se ham for mig og sagtens forestillede mig, hvordan hans pædagoger og lærere holdt af ham, også selvom han ikke har været deres nemmeste barn, – eller måske netop derfor?

Jeg kan ikke komme på et bedre argument for at fokusere på trivsel og rummelighed i folkeskolen. Det gav Ahmed en oase i hans liv og er højst sandsynligt grunden til, at han i dag har det godt og er på vej til at blive en rigtig god pædagog.

Det er derfor vi skal måle vores folkeskole på andet end karakterer og Pisa undersøgelser. Derfor skal vi tage børn og unges trivsel alvorligt. Trivslen kommer ikke af sig selv, det kræver dygtige og engagerede pædagoger og lærere, der skal være nok af dem og det er ikke gratis. Men det er af afgørende betydning, ikke bare for Ahmad, men også for Martin, Isabella og Bilal. Ja, i virkeligheden betyder det noget for os alle, for det er sådan vi bryder den sociale arv.

Kommentarer