Hvad blev der af den åbne skole?

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Noget af det bedste, jeg husker fra min barndom, var den fritid, der blev brugt sammen med vennerne. Der er gode minder fra vores lokale spejder hytte, man nåede via en cykletur. Den lå smukt placeret, i bunden af en meget stejl og snoet vej, omgivet af marker og med kort gå afstand til en skøn skov. Det kunne give en samme fornemmelse som Grand Canyon gør i dag, med sine sine store kløfter og vandløb i bunden. Jeg blev spejder i en alder af 7 år og nåede at betræde posterne hele vejen op fra bandeføre til tropleder. Jeg stod i spidsen for mange turer, sommerlejrer og arrangementer for hele familien, som vi planlagde, gennemførte og evaluerede på. Vi fik spillerum, og vi brugte det.
Vi havde også en aktiv gymnastikforening, med gymnastiksal og boldbaner. Jeg prøvede kræfter både med håndbold og gymnastik. Boldspil blev aldrig mig, men gymnastikken brugte jeg mange år på. Først som aktiv, så hjælpetræner, træner og sad også med i bestyrelsen, inden jeg rejste fra byen.
Vi var aktive, knyttede bånd, blev klogere på samfundet omkring os, og vi voksede.

Selv om den nye skolereform på ingen måde faldt i god jord hos mig, blev jeg alligevel glad for at læse afsnittet om den ” Åbne skole”
Ja da. Skoledagen skulle udfyldes med andet end fag faglige fag, samfundet skulle hentes ind i klasserne. Klasserne skulle ud i samfundet. Vi skulle flytte fritidslivet og dermed en del af fritidspædagogikken ind i klasserne og have de forskellige foreninger til at at møde op og lære fra sig. Hvad enten det gjaldt om at spille håndbold, badminton eller dyrke gymnastik. Der skulle også snuses til spejderlivet, forskellige håndværk, lokalhistorisk arkiv og hvad vores lille lokal samfund omkring skolen ellers kunne byde på.

I forbindelse med den nye skolereform, skulle hele personalegruppen på skolen vælge interesseområde til særlig fokus. Jeg var fuld af optimisme, da jeg meldte mig til arbejdsgruppen “Åben skole”
Sørgeligt var det at opdage, at der var langt fra Christiansborg til elevernes hverdag. Foreningerne stod ikke lige frem i kø for at deltage. Hjælpetrænerne sad i klasselokalet i overbygningen 35 timer i ugen. Interessen og muligheden for at deltage i åben skole var i den grad ikke tilstede. Andre instruktører, der før havde fleksible arbejdstider, var nu bundet af en fast tilstedeværelses tid på arbejdspladserne, og kunne heller ikke deltage.
Så hvad kunne vi tilbyde, hvem kunne vi trække ind. Og hvor var dem, der havde bestemt, at Åben skole skulle være en del af den nye folkeskole. Foreningerne og lokale aktører var ikke sat konkret nok i spil, og hvem skulle tage styringen for det?
Desværre er vi endnu ikke lykkedes med en af de helt stor milepæle i forbindelse med den nye skolereform.
Dagene er ikke blevet mere varierede, undervisningen er endnu mere af samme skuffe, bare i længere tid. Vi mangler de “lokale aktører”, der skulle bringe samfundet ind i skolen og skolen ud i samfundet. Som skulle angribe de gængse emner på en alternativ måde, så flere elever blev fanget. Eller ihvertfald, eller forhåbentlig, nogen af de elever der ikke kan fanges i klasselokalet.

Så kære politikere bag skolereformen, hvis intentionerne om at åbne skolerne og på den måde trække fritidslivet ind skal gennemføres, så skal der ses på, hvem der er de bærende kræfter i fritidslivet. Og så skal der ændres på deres arbejdsforhold, så det bliver muligt at komme ind i skolerne og gøre en forskel. Fritidslivet er vigtigt, skolen kan ikke bære hele ansvaret for udvikling og dannelse af hele mennesker.

Kommentarer