Kan en diagnose forsvinde efter kl 14?

 

Jacob er 8 år. Han går i 1. klasse og er en dreng med stort D.
Han har fregner over næsen, mørkt krøllet hår og øjne, der er fulde af ballade på godt og ondt.
Han er grænsesøgende i sin adfærd og har et sprog, der kan få enhver skurvogn til at ligne en ammestue.
Efter kort tid i 1. klasse, bliver det besluttet, at Jacob ikke kan være i klassen uden støtte. Lærerne vil, og skal heller ikke, finde sig i, at blive talt grimt til eller få deres undervisning spoleret og for at hjælpe Jacob, bliver der tildelt 25 støttetimer og derfor kommer Jan.
Jan er en ung uuddannet vikar, som skal varetage opgaven.
Selv med støtte i stort set alle skoletimer fungerer det ikke og Jacob og Jan bruger nu alle timer og frikvarterer ude af klassen.

Den faglige læring er udskudt og relationen og kontakten til de andre børn er fortid.

Men så bliver kl 14 og Jan har fri.
Jacob skal på fritidshjem og her følger ingen støttetimer.
Han skal nu forholde sig til 89 andre børn og 8 voksne, han ikke har en særlig relation til.
Han har INGEN at være sammen med andet end den voksen, der tager ’tjansen’ idag og mandsopdækker ham og hjælper ham så godt som muligt blandt de andre børn. Her er ingen mulighed for at give Jacob nogle kvalificerede redskaber til at lære at begå sig socialt, da han nu indgår i normeringen på lige fod med de andre. Det er hans udfordringer dog ikke klar over, og de hviler ikke.
Jacob er alene og han kan godt mærke det. Det er tydeligt. Han ved godt at han er stemplet som dårligt selskab og gør også sit for at leve op til den rolle, for så har han dog en betydning.

Han har stadig fregner på næsen og mørkt krøllet hår. Men hans øjne er ikke længere fulde af ballade og liv. De er tomme eller vrede og fyldt med svigt, for hvem hjælper egentlig ham?!

Jacob er ikke et enkeltstående tilfælde, men blot et eksempel på, hvordan støtteressourcer som oftest fordeles.
Måske fordi Jacobs udfordringer er mere tydelige i skoleregi, hvor det forventes, at man kan sidde stille og lytte og gøre som andre siger. Der, hvor man bliver målt på sin kunne og ikke på den, man er som menneske. Det er der ikke rum til, selvom lærerne som oftest gerne vil, så er der også lærerplaner og pensum, der skal nås.
Og andre elever med særlige behov.
Det er utopi at tro, at Jacob kan agere som alle de andre og nu pludselig selv kan danne relationer eller vide, hvordan han skal opføre sig uden at få støtte til at vejlede ham i, om han er på rette spor.
Fritidshjemmet rummer 89 andre og er ikke nær så struktureret som skolen, så forventningen om, at Jacob kan fungere optimalt uden støtte i dette ”kaos” er svær at indfri.
Men de 25 timer er brugt og de er prioriteret på skoletimerne.
Fritidshjemmets krav er nogle andre og selvom vi er flere voksne på samme tid, så er det stadig vigtigt, at kunne støtte og vejlede et barn som Jacob, der har særlige behov, uden at det berører normeringen.
Man kunne fristes til at tro, at de menneskelige og sociale kompetencer ikke vægtes lige så højt som de faglige, som i dette tilfælde heller ikke opfyldes.

Jacobs udfordringer forsvinder ikke efter kl 14. For ham og andre børn som ham bliver udfordringerne tværtimod større. Derfor skal støttetimerne ikke følge skoleskemaet, men det enkelte barn og de behov, de hver især har.

 

Kommentarer