Barndommens lænker.

Hvis vi for alvor skal gøre noget ved den sociale ulighed, så skal der sættes ind i daginstitutionerne.

Det er frokosttid, og lugten af leverpostej og makrel hænger over hovederne på børn og voksne i en børnehave på Vestegnen. Jeg sidder ved et bord med otte børn. Der snakkes og tygges. Freja på tre år kigger på mig og siger ” Mor, må jeg bede om rugbrødet?” Jeg kigger på hende og siger ”ja” og rækker kurven med rugbrød til hende. Hun kigger på mig med store, glade øjne og siger ”Jeg kaldte dig Mor” ”det ved jeg godt” siger jeg og smiler til hende. ”Du er ikke min mor” siger hun og kigger rundt på de andre børn og vi griner sammen. ”Nej, det er jeg ikke” siger jeg.”Du har en Mor, der hedder Anne”. Jeg kan se på Freja, at hun tænker over noget og mens jeg hjælper de andre børn, holder jeg øje med hende. Pludselig lyser hendes ansigt op og hun udbryder ”Men du er min Mette”

Som pædagog spiller jeg en stor rolle i Frejas liv, ligesom andre pædagoger spiller en stor rolle i andre børns liv. Vi er i mange tilfælde de primære omsorgsgivere efter forældrene. Det er en rolle, som vi påtager os med både ydmyghed og stolthed. Vi vil børnene. Vi vil deres glæde, deres udvikling, deres læring. Men mange dage er en kamp. En kamp for at nå både Ibrahim, Alba og Freja.
Befri os for den kamp og giv os tiden til at leve op til den fornemme opgave, det er at varetage omsorgen for vores allesammens fremtid.
Den 23. April kunne man læse følgende i Berlingske ”Gode offentlige tilbud, tidligt i livet, før skolestart, understøtter lige forudsætninger. Højnes indlæringen i denne alder, ved at tilbyde den læring som kun børn fra ressourcestærke hjem modtager derhjemme, til alle børn, vil det i høj grad gavne børn fra ressourcesvage hjem.” (Citat fra Rasmus Landersø’s analyse ”Lige muligheder kræver tidlig handling”)
Med mine fødder og hjerte solidt plantet ude i praksis, kan jeg kun erklære mig enig med Rasmus Landersø. Hvis vi for alvor skal gøre noget ved den sociale ulighed, og give børn fra ressourcesvage hjem mulighederne for at sprænge deres barndoms lænker, så skal vi sætte tidligt ind. Som pædagoger og praksiseksperter ved vi godt, hvad der skal til, men det kræver både tid og nærvær, hvilket er to ting, der desværre er en mangelvare i daginstitutionerne anno 2016. Desværre ser det ud til at de kommende år kun bliver værre på grund af omprioriteringsbidraget. Vi skal den anden vej. Vi skal investere i liv, værdighed og chancelighed for alle børn. Det vil gavne dem, men det vil også gavne dig og mig.

Kommentarer