Sig sandheden!

Sandheden er, at jeg i fredags tog en drastisk beslutning: Jeg sagde mit job op! Bum. Efter 8 år i en vuggestue, sagde jeg stop. Jeg er færdig! Færdig med dårlige normeringer, som gradvist bliver ringere og ringere. Færdig med nye kommunale tiltag, som skal implementeres i en al for presset hverdag. Færdig med de helt igennem uduelige børnetalsprognoser, som forårsager gentagne strukturomlægninger, usikkerhed og frustration. Og færdig med selvstyrende teams, som i praksis betyder: Pas jer selv!

Det jeg helt konkret sagde stop til er, at vi snart når op på 18 børn, i hver af vores to vuggestuegrupper. 18 børn til 4 voksne. I min optik er det alt for mange børn på én stue. Vuggestueliv er for mig lig med tryghed, nærhed og ikke mindst overskuelige rammer. Et rart sted, hvor man kan være sig selv, hvor der er plads til små og store, til at være ked af det og til at være glad. Stuen skal udgøre fundamentet i børnenes vuggestueliv, og derfra skal de lære at indtage verden, lære at møde nye udfordringer og udvikle sig.

Hvis fundamentet eller basen, er et kaotisk sted, hvor der rent fysisk er for lidt plads, og også rent mentalt og følelsesmæssigt føles for snævert, så stiller vi vores børn i en meget vanskelig situation. Og det gælder både i forhold til trivsel, udvikling og læring. Lille Aske, som netop er startet, viser med al tydelighed, at der for mange mennesker omkring ham. Han virker skræmt i blikket og græder ofte, når der er for meget larm. Simon derimod, er en superglad og aktiv dreng, som slet ikke kan få plads nok til alle de vilde lege, han er i gang med at lege. Han bliver ofte bedt om at stoppe legen, da han fylder for meget og er for vild. Og dét er ikke optimalt for nogen af parterne. Og det er dét, jeg har sagt stop til.

Men det betyder jo også, at jeg har sagt stop til at blive mødt af en skøn flok jublende børn, med store knus og kram, hver morgen. At jeg ikke får lov at se Liv tage sine første skridt, eller følge med i om Aske bliver mere tryg ved vuggestuelivet. Jeg kommer virkelig til at savne de daglige ture på legepladsen eller ud i naturen, med de små. Og jeg kommer til at savne at putte dem, godt indpakket i soveposer en kold vinterdag. Og ikke mindst at tage dem op igen, og sidde med dem på skødet, indtil de igen er klar til at indtage verden.

Måske har jeg netop smidt det dyreste guld på gaden? Det er muligt. Men det er bare så utrolig vigtigt for mig at være tro mod mine værdier og alt det jeg står for, rent pædagogisk. Hvis jeg ikke får mulighed for at praktisere god pædagogik, hvorfor så være pædagog? Jeg er nødt til at kunne se børn, forældre – og ikke mindst mig selv, i øjnene

En del af mig ønsker at blive i praksis, blive sammen med børnene, og øse ud af alt det jeg har. Problemerne forsvinder ikke ved, at jeg siger mit job op. Jeg ved godt, at jeg har en forpligtelse overfor børnene og overfor vores skønne fag. En forpligtelse til at kæmpe og blive ved med at tale vores sag. Men fakta er, at løbet er kørt for mig. Jeg kapitulerer og beder til, at andre har mod på at løfte opgaven. For guderne skal vide, at behovet er der. Danmark er fuld af små børn, som har brug for dygtige pædagoger til at give dem tryghed, omsorg, læring og optimale udviklingsbetingelser. Det bliver bare ikke med mig ved roret, for skibet er for langt ude i oprørte vande. Desværre…

Kommentarer