Jeg pudser næse og binder snørebånd!!?

Desuden skifter jeg bleer, tørrer numser, laver havregrød, skærer frugt, vasker hagesmække og sengetøj, fejer gulve, tager opvasken og alt muligt andet, alle andre kunne gøre ligeså godt som jeg! Hvorfor er det så lige, at jeg har taget en professionsbachelor for at arbejde som pædagog?! Og hvornår er det lige, at jeg har tid og mulighed for at gøre det, som er så vigtigt i den pædagogiske praksis – Udviklingsarbejdet?!!

Jeg bilder mig ind, at jeg gør andet end “bare” at passe børn.. Jeg har en mission for min arbejdsdag, der handler om, at give samfundets børn de allerbedste forudsætninger for et optimalt børneliv og voksenliv. Et liv hvor det enkelte barns potentiale udnyttes maksimalt! Jeg ved, at menneskets seks første leveår er essentielle for at skabe optimale betingelser for den videre udvikling! Lige præcis derfor har jeg taget en uddannelse som pædagog. Jeg har ikke et af de vigtigste job i det danske velfærdssamfund! Jeg har DET vigtigste job!!

Torsdag d. 5. marts 2015 kl. 19 hører jeg nyheder i Radio Nova. Nyhederne omhandlede blandt andet det faktum, at der i Norge er adskillige pædagogjobs. Jobs der ikke er nemme at finde her i landet. Jeg kan ikke huske den præcise formulering fra radioværten, men hendes råd til de danske arbejdsløse pædagoger var at tage til Norge, så de igen kunne komme til at pudse næse og binde snørebånd… …

De sidste par år af mit arbejdsliv har jeg haft stort fokus på den pædagogiske profession samt omverdenens opfattelse heraf. Et fokus der blandt andet er opstået på baggrund af en undren omkring de betingelser, som den pædagogiske praksis skal eksekveres under. Det individbaserede og samfundsmæssige ansvar som pædagog er enormt, men forståelsen og anerkendelsen for praksis synes at være minimal. Er vi pædagoger ikke gode nok til at synliggøre vigtigheden af praksis? Hvorfor er det folk uden for den pædagogiske verden og ikke os pædagoger, der sætter rammerne for praksis? Skal jeg måske bare “nøjes” med at give børnene en god dag i daginstitutionen?

Mine svar på egne spørgsmål er ret simple! Nej, vi pædagoger er generelt ikke gode nok til at sætte ord på den pædagogiske praksis, og sikkert netop derfor er det heller ikke os, der definerer rammerne for praksis, og nej jeg hverken vil eller kan nøjes med at give børnene en god dag i daginstitutionen!!! Jeg står lige nu overfor et valg i forhold til mit videre arbejdsliv – Skal eller skal jeg ikke fortsat være en del af den pædagogiske praksis?? Her er svaret ikke helt lige så simpelt.. Jeg brænder for mit fag, men jeg brænder ud, hvis jeg sammen med børnene skal fortsætte i den pædagogiske praksis under de forudsætninger, der til stadighed ser ud til, at ville udvikle sig i en uhensigtsmæssig retning for det enkelte barn. Alligevel er jeg ikke helt klar til at opgive den pædagogiske profession. Jeg drømmer om, at den pædagogiske profession vil få den anderkendelse, som vil kunne gøre, at landets børn ikke længere vil være de store tabere i et spil, hvor spillereglerne tilsyneladende synes at være blevet borte, og ingen helt forstår den fulde pointe af vejen til målet!

I sidste uge var jeg af personlige årsager forbi en psykolog.. Mit arbejdsliv er en stor del af min personlighed, og samtalen kom hurtigt til at omhandle tanker om og fra pædagogisk praksis.. For at gøre en lang historie kort var hendes råd til mig, at jeg ikke skulle give mere af mig selv og min faglighed, end det jeg blev betalt for. Med andre ord skal jeg ikke kompensere for andres misforstået opfattelse og tilrettelæggelse af børns muligheder samt overordnede rammer for pædagogisk praksis. Jeg er ikke blevet pædagog for lønnens skyld, men jeg er ej heller blevet pædagog for at tilsidesætte min egen familie til fordel for andre børn og familier!

Måske skal vi pædagoger netop blive bedre til kun at pudse næser og binde snørebånd?! Måske da vil det gå op for omverdenen, hvor vigtig en arbejdsopgave vi i virkeligheden udfører i det store spil…

Kommentarer