Kampen om de unges fritid

Når jeg kigger på min lønseddel, står der klubpædagog. Hverken skolepædagog eller pædagog i skolen. Det betyder dog ikke, at jeg ikke skal samarbejde med skolen, om at skabe de bedste udviklingsbetingelser for det enkelte barn og de kommende samfundsborgere. Spørgsmålet er imidlertid, på hvilke præmisser man bedst kan skabe gode betingelser?

Da jeg ikke er en del af undervisningen på den lokale skole, går jeg mine ture som social ambulance på skolens grund og trækker vejret sammen med de børn og unge der har brug for pause – for de skal lære noget. Helst så hurtigt som muligt. Det er et hårdt, men nødvendigt job, når man arbejder med unge individer, der skal ende ud som demokratiske samfundsborgere.

En ny, anderledes og spændende skole er det blevet. Ambitionerne er skyhøje og presset er stort for alle. Lille Jonas med lektierne, Lone som er lærer, far og mor som ikke altid mener, at tiden er til fritidsaktiviteter; forståeligt for dagen er jo næsten omme, når børnene kommer hjem. De mener måske, at prisen for fritidsaktiviteterne er for høj i forhold til antal timer i døgnet. Men aktivt samvær udenfor skolens og læringens fastsatte rammer betyder alverden.

At lære noget så hurtigt som muligt, er måske et nødvendigt træk, for samfundet i dag efterspørger effektive hjerner og hurtige hænder. Men i min virkelighed oplever jeg, at de unge mangler plads til fordybelse og til at møde det ukendte. Et læringsrum der er styret af lyst, og som ikke er rammesat. Lad os kalde dette for fritidslæring.

I fritidsklubben møder jeg medlemmer, der kan sidde timevis og kreere perleplader. For nogle kan det måske virke som en uoverskuelig, passiviserende og ligegyldig aktivitet, men sandheden er en anden. Lad mig give dig et glimt af fritidslæringens fantastiske verden:

Rundt om bordet sidder en gruppe af klubbens medlemmer og laver perleplader. Vi arbejder med motiver, der afspejler de unges egen verden og virkelighed. Nogle laver selvportrætter, andre popidoler og kæledyr. Alle motiver er fortællinger om deres liv. Om hvad de mener, der er vigtigt at fremhæve og bruge tid på. Snakken går lystigt om, hvorfor man netop har valgt det givne motiv for sin plade. Flere medlemmer kommer ind i rummet. Musik bliver sat på, og nu ændrer diskussionen sig mod et kulturspørgsmål om, hvem den bedste sanger er. En stille pige begynder at nynne med på musikken. En dreng kigger op fra perlerne og siger: ”Hey, du synger godt”. Gruppen foreslår lidt friskt, at hun stiller op til X-Faktor. En af de ældre drenge kommer væltende ind i kådhed, og kommer til at slå til en af pladerne. Pigen som ejer denne plade kigger på alle perlerne på gulvet. Drengen stopper op og fanger hendes blik. ”Ej, jeg skal nok hjælpe dig med at lave den igen”. Pludselig sidder de to om en perleplade. Men kun i 15 minutter, for pigen har lovet at komme hjem. Drengen fortsætter på pigens plade. Jeg fortæller ham, at han er en knag. ”Måske skal jeg prøve at lave en selv”, siger han til mig.

Klubben er et forum, hvor man kan møde andre unge, fra andre klassetrin. Også folk som man ikke, ved første øjekast, mener, man har noget til fælles med. Både med vilje, men også ved et hændeligt uheld, som det ovenstående, kan man måske skabe en ny interesse og en ny relation – mødes om noget, der ikke involverer lynhurtig læring. Selvom man måske har forskellig musiksmag, forskellige interesser og forskellige baggrunde, kan man godt opholde sig i samme rum. Og mere end det. Måske bliver man set, i stedet for at blive overset. Måske øver man sig i at argumentere, måske øver man sig i at holde en salgstale der overbeviser og måske – en sjælden gang imellem – viser man det inderste af sig selv over en perlepladeproduktion.

Dette er fritidslæring. Et frirum, hvor vores nye samfundsborgere lærer at samarbejde, gå i dialog og afprøve nye ting. De bliver mere bevidste om, hvordan man agerer sammen med andre mennesker; uden om alt presset. En læring der er mindst lige så vigtig, som at kunne regne, læse og remse tyske verber op – så hurtigt som muligt.

 

Kommentarer