“På en anden måde end før…”

Natten til den 14. februar 2015, hvor Danmark oplevede sin hidtil værste terrorhandling, havde jeg svært ved at sove. På nogenlunde samme tid som, der blev affyret skud mod Synagogen i Krystalgade og senere på natten, hvor Politiet skyder og dræber Omar Abdel Hamid El-Hussein, vender og drejer jeg mig uroligt i min seng.

Det var tanken om, at noget der hidtil har været fjernt  og relativt ukendt, pludselig er kommet tæt på og er blevet en del af min privatsfære. Noget, der på samme måde som den 11. september 2001 i USA, for altid vil dele folkets bevidsthed i et før og et efter.

Noget, jeg af samme grund bliver nødt til at forholde mig til. Situationen rejser helt naturligt spørgsmålet Hvad er der egentlig gået galt?”. Det kan selvfølgelig være svært at pege på nogle direkte årsagssammenhænge, men der må være mange der som faggruppe eller som enkeltperson reflekterer over deres hidtidige indsats, og tænker at de i fremtiden må udføre deres arbejde på en anden måde end før…

Vi prioritere, at holde hånden under dem, frem for at lægge hånden på dem.

I denne uge har regeringen præsenteret sit udspil  “Et stærkt værn mod Terror“,  som er budgetteret til ca. 1 milliard kroner fordelt over 4 år. Politiet og PET skal tilføres såvel flere ressourcer som beføjelser. Jeg kunne godt tænke mig, at det fremgik mere klart, hvilke beføjelser der er tale om, så det ikke bare bliver mere og mere overvågning og øget registrering, som efter min opfattelse både giver folk en falsk tryghed og indebærer en risiko for misbrug.

Derfor finder jeg det vigtigt, at vi foretager en afvejning af, og debat om, om hvor meget vi vil gå på kompromis med vore demokratiske rettigheder i forhold til det “værn mod terror”, som naturligvis er nødvendigt. Denne afvejning og debat, i hvert fald i det offentlige rum, ser det ud til, at regeringen har sprunget let og elegant henover.

Alligevel står det klart at såvel politiet som PET, i fremtiden må udføre deres hverv på en anden måde end før…

Den politimæssige oprustning mener jeg til gengæld, ikke kan stå alene. Den skal supplere og understøtte pædagogiske tiltag. Langsigtede tiltag som skal undgå, at børn og unge bliver draget af radikale miljøer og som giver tid og rum til at vi sammen udvikler nogle fælles værdier og normer, som er væsentlige i det danske samfund.

Fælles værdier og normer, som baserer sig på medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati.

Vi skal udvikle børns selvstændighed, evner til at indgå i forpligtende fællesskaber og samhørighed med og integration i det danske samfund. Som det fremgår af dagtilbudsloven.

Som ansat i en daginstitution og med over 30 års erfaring på Indre Nørrebro, synes jeg allerede det er det jeg gør, men det har tilsyneladende ikke været nok. Den hverdag der følger efter den 14. februar 2015 kræver oprustning, så ingen børn og unge tabes på gulvet. Det kræver ikke kun indsats overfor radikaliserede unge, det kræver en indsats overfor børn, som jeg forhåbentlig kan give et så stabilt fundament, så de aldrig bliver radikaliserede.

Hvis jeg skal pege på noget, der kan hæve den pædagogiske indsats til et højere niveau, så er det faktisk også et spørgsmål om tilførsel af ressourcer. Det kræver flere hænder og mere tid at etablere tætte relationer til flere og flere børn. Og det er kun gået den modsatte vej de sidste mange år.

De midler der er blevet tilført de sidste år er jo i virkeligheden kun et meget lille plaster, på et meget større sår. Det kan måske virke usmageligt, at rejse en ressourcedebat lige nu, men jeg tror faktisk at det er lige præcis dét, der kan gøre en forskel på en anden måde end før…

Jeg synes, at det er noget de politisk ansvarlige skal medtænke, når de for alvor starter arbejdet med Dagtilbudsreformen og det vil være en fornøjelse, at opleve politikerne handle på en anden måde end før…

Kommentarer