Det er desværre ikke hver dag, jeg har sådan en historie at fortælle.

Dybe tanker.

Jeg er kommet hjem fra arbejde i min børnehave, har smækket benene op og taget en slurk af en, synes jeg selv, velfortjent kop kaffe. Jeg har en god fornemmelse i min mave, det har været en god dag, jeg har fortalt en mor en god historie om hendes barn.

Min kollega og jeg arbejder med de ældste børn i børnehaven. I dag har vi haft dem delt i to grupper, otte og ni børn i hver vi har læst højt og snakket om de gode ord i historien. Historien handlede om den lille elefant Mimbo Jimbo som drog ud for at opsøge sin slægt. Et af de gode ord var, dybe tanker. Det ord brugte vi lang tid på, at snakke med børnene om, der var mange bud på hvad det betød, samt hvornår og hvordan man kunne være i dybe tanker.

Da vi spiser frugt, beder en af børnene sidemanden om vandet, hun kan ikke selv nå kanden. Sidemanden reagerer ikke, hun spørger et par gange til,og til sidst går jeg hen, prikker sidemanden på skulderen og siger, hov der er en der beder om din hjælp. Åhhh det hørte jeg slet ikke siger hun, jeg sad lige i dybe tanker..

Historien er for mig, et billede af kvaliteten af mit og mine kollegaers arbejde, vi har opnået noget i dag. Et barn har været optaget af det vi lavede, har udvidet sit ordforråd, og kan nu sætte ord på en situation, hun forhåbentlig ofte kommer til at stå i fremover….at kunne væreså fordybet i noget, at hun ikke høre hvad der foregår omkring hende, om det så er tanker eller en aktivitet.

Da jeg har fortalt moren historien, bliver hun glad og stolt over sit barn, jeg tror faktisk, at det er lige meget, at der stadig er madder tilbage i madpakken, og at flyverdragten ikke er nået at komme i tørreskabet.

Det jeg vil med historien er, at appellere til at vi pædagoger og forældre, hver for sig og i fællesskab gør os klart, hvad er det for historier og værdier, der er vigtige for os at høre og fortælle om dem der vigtigst for os, nemlig børnene.

Det er desværre ikke hver dag jeg har sådan en historie at fortælle, fordi der sørgeligt nok ikke er hver dag, der er ressourcer rent personale mæssig til, at det kan lade sig gøre, at give børnene sådan en oplevelse.

Vi har brugt mange kræfter på at fortælle hvad vi ikke vil have, jeg tror det er nu vi skal fortælle, hvad vi gerne vil have. Få sat ord på nærværet og kvaliteten, ikke bare kostpolitikken og det våde tøj. Få sat ord på de ikke målbare historier, det er en historie som denne, vores børn har fortjent hver dag . Det er den faglighed vi skal være bevidste om at formidle, hvis vores fag skal tages alvorligt. Og hvis vi vil have, at vores ønske om flere ressourcer til det pædagogiske arbejde, skal blive hørt.

Kommentarer