Et slag for fagligheden

Jeg vil gerne invitere jer ind i min lille verden. En verden fuld af glade vuggestuebørn der er åbne for alt det input og engagement jeg kommer med. Vi sidder på gulvet og jeg har fundet fingerdukkerne frem. Vi snakker om det at være gode venner og ved hjælp af fingerdukkerne bliver det også mere visuelt. Jeg er engageret og børnene iagttager hver bevægelse, jeg gør med dukkerne og kan se på deres mimik, at de også forstår hvad jeg siger. Det er meget intenst og jeg mærker og ser senere, at de bruger det budskab, jeg bevidst viste med fingerdukkerne gennem deres leg. Det er for mig den største anerkendelse, jeg kan få. Jeg er glad og føler mig som en vigtig brik i de små børns liv og med min faglighed står jeg i spidsen for en væsentlig del af børnenes grundlæggende udvikling.

Når jeg møder på arbejde, tager jeg min rustning af. Jeg føles lettere og klar på endnu en udfordrende dag, hvor mit arbejde som pædagog skal sættes i spil. Jeg skal vise, hvem jeg er som fagperson. Jeg er hele tiden på og vuggestuebørnene iagttager alt, fra hvad jeg siger, til mine bevægelser og mimik. Det er meget intenst og derfor også meget udviklende. Jeg kan i den grad påvirke deres grundlæggende udvikling. I min dagligdag er jeg nærværende, undersøgende og undrende på den faglige praksis. Jeg bliver anerkendt af min leder, kollegaer men vigtigst af alt af børnene, for det stykke arbejde jeg udfører.

Når dagen er omme, ifører jeg mig igen min rustning. Nu skal jeg ud i den store verden med forskellige syn på, hvad en pædagog er og kan. Jeg forvandler mig fra en energisk og stolt pædagog der har smidt sin rustning, til en person der har brug for sin rustning. En rustning der vejer tungt og helt ubevidst sænker mine skuldre og beskytter mig imod verbale slag, som samfundet tildeler mit fag.

Jeg vil så gerne gå fra min ene verden, som den energiske og faglige pædagog til den anden verden, uden at jeg føler mig tynget af samfundets syn på mit fag.

Hvad skal der til, for at synliggøre hvor vigtigt vores fag er og er samfundet åben for at lytte og ændre sin holdning?

Jeg vil af med min rustning og turde være stolt af mit arbejde i vuggestuen. Ikke kun indenfor min trygge base, men også ude i den store og til tider barske verden. Der skal kæmpes for mit fag.  Det er benhårdt at kæmpe, men det er en nødvendighed og jeg vil gøre det med eller uden sværd.

 

Kommentarer