Et møde med et medmenneske.

Døren smækker hårdt i bag mig. Smækket efterlader et chok i min krop. Jeg går op af trappen og kommer ind på gangen, som er så smal at den inviterer til et klaustrofobisk anfald. Det første jeg ser, er papiret i A4-størrelse som er sat op med tape: ”Der kan være forsinkelser. Vi beklager”.
Gulvet er gammelt og bulet. Grimt laminat i brune og beige farver. Jeg føler mig hensat til 70´erne, men to hvide stole og deres tilhørende lille runde bord stråler i bedste midtfirser-stil. Bord- og stolesættet er klemt op af væggen på den smalle gang. Jeg sætter mig længst væk fra trappen. Den anden stol står ud for en åben dør, til et kontor, hvor en mand taler i telefon. På bordet står en glaskande med gulligt vand, en termokande med rander og en stak plastickrus. For hyggens skyld en kunstig blomst i plastic. Malingen på panelerne skaller og væggene er beskidte. Der hænger flere stykker A4 papir, sat op med tape. Her står budskaber som:

”Det er aldrig for sent at blive den person, som du kunne være blevet”.

”Vær ikke bange for at fejle. Ellers kommer du aldrig til at gøre det rigtige”.

”Du misser 100% af de kast, du ikke laver”.

”Den bedste måde at forudsige fremtiden på, er ved at opfinde den”.

Jeg føler mig på en og samme tid nervøs og latterliggjort. Alt for lille.

Døre smækker konstant og stemmerne fra kontorerne trænger ubesværet ud gennem væggen. Det er heller ikke alle som har ulejliget sig med at lukke døren til deres kontor. Længere henne af gangen bliver en telefon taget. Der spørges i bydende form efter et personnummer. Herefter gentages nummeret højlydt. Annette Olesen er i aktivering i en slikbutik.

Det sorte indeni mig vokser. Frygten for ikke at være nødvendig længere. Angsten for at være overflødig og inkompetent. Og konteksten her efterlader ingen tvivl. Nu er jeg den mindre vidende og den mindre værdige. Det er de små ting som gør, at jeg ved det. Sedlerne på de her beskidte vægge og det gullige vand for eksempel. Og måden jeg bliver tiltalt på. Tonen i de breve jeg modtager. Mødeindkaldelser som jeg skal kvittere for og bekræfte. De mange spørgsmål jeg skal besvare igen og igen.
Til informationsmødet blev der sagt: ”VI skal jo lære JER…”.
Der er altså os og der er dem.

Jeg kan høre tunge trin på trappen. En anstrengt vejrtrækning overdøver næsten stemmerne fra de kontorer, som jeg sidder alt for tæt op af. En mand kommer til syne. Han er tomatrød i ansigtet. Han får øje på nogen, som jeg ikke kan se, men jeg kan sagtens høre stemmen, som hilser på ham i et alt for højt og overstadigt tonefald ”GODDAG HR!!! Kom indenfor!”. Manden ligner en der er ved at dø, efter at have besteget trappen, og han kan ikke sådan skynde sig. Han står og hænger op af væggen et par sekunder, før han går videre hen imod stemmen som fortsætter ”Kom nu ind!!” Manden går besværet videre og forsvinder sammen med stemmen, som trods alt lukker døren efter dem. Nu er det lyden af en kopimaskine, som er mest fremtrædende. Den er gået i hak og bipper. En mand kommer farende ud. Han larmer irriteret med maskinen. Bippene stopper. Jeg kan høre, hvordan den igen begynder at kopiere rytmisk. En kvinde spørger ham om noget. Han bryder ud i et hånligt grin. Jeg hørte ikke spørgsmålet, men jeg er ikke i tvivl om, at det må have været usædvanlig dumt i hans optik.
Så tramper han forbi mig og lukker døren bag sig.
Nu har jeg ventet i 25 minutter.

En dame kommer ud og siger mit navn. Jeg rejser mig, og hun giver høfligt hånd og præsenterer sig. Hun er ny. Ikke den samme, som jeg talte med sidst.
Hun spørger og noterer. Hun er skeptisk overfor mine planer. Jeg var ellers selv glad for dem. Synes jeg havde gjort meget ud af det. Men jeg kan se på hende, at det ikke er realistisk. Hun sukker opgivende, men er dog venlig nok til at smile påtaget og overbærende alligevel. Måske fordi jeg bliver vred over, at hun sådan affejer mine gennemtænkte forslag som urealistiske. Det er trods alt mit arbejdsliv, som vi skal drøfte.

Tendensen til min vrede går mig på. Den ligger latent i luften konstant. Og jeg er ikke er vredt menneske – jeg er for det meste sød og venlig. Men det er som om det forsvinder, når jeg hele tiden skal kæmpe for at blive set og hørt. Og respekteret.
Jeg siger til hende, at jeg da er nødt til at tro på noget. Hun skriver mere ned. Jeg spørger, hvad de bruger det til. Hun siger, det er en kontrol af mig. Andre kan gå ind og se hvad hun skriver. Hun fastsætter en ny dato for et møde, hvor jeg skal medbringe mit CV og et par ansøgninger, så hun kan give mig en tilbagemelding på dem. Det har flere andre allerede gjort. Endda flere gange. Og hver gang jeg får dem tilbage er de fyldt med gule streger. Jeg har skrevet de ansøgninger om rigtig mange gange. Det er som om, jeg slet ikke kan få lov til at være mig. Det jeg vil, må jeg ikke ville. Det, jeg skriver er ikke det rigtige. Jeg skal gøre det om, og jeg ved ikke, hvad det er jeg skal gøre anderledes.
Jeg ved ikke, hvem det er, de vil have mig til at være.

Der var ting, jeg gerne ville have spurgt om. Jeg ville gerne have haft hjælp. Jeg har brug for et menneske som kan tro på mig. Jeg har bare ikke lyst til at række ud mere. Afvisningen gør for ondt.

Jeg smiler høfligt, da jeg går. Vil ikke vise hvordan det ser ud indeni.

Kommentarer