Kære Antorini, vil du ikke komme på arbejde sammen med mig? Bare en enkelt dag.

Jeg ved ikke, om du er klar over, hvilken virkelighed det er du og de andre politikere på Christansborg er igang med at skabe. Men jeg ved, hvordan den ser ud.

Lad mig begynde med at introducere mig selv. Jeg har været uddannet i knap 18 år, har bagagen fuld af teorier og praktiske erfaringer, som jeg kan trække på. Og så er jeg 42 år og har selv børn, som jeg har boet alene med i over 15 år. Livserfaring og forældreerfaring mangler jeg altså heller ikke.

Jeg er tilknyttet 6 forskellige klasser på den skole, hvor jeg er. Jeg den eneste ressourceperson med et socialpædagogisk fokus. Til dét skal det siges, at det ikke er fordi min ledelse ikke prioriterer den funktion jeg har og vigtigheden af den. Næ, det er faktisk sådan, at de godt ved, jeg løber stærkt, men nogle steder har man slet ikke en Rikke. Den skole, jeg arbejder på, har endda valgt at ansætte en dyr pædagog som mig (jeg er på slutløn på grund af min anciennitet), fordi de gerne vil prioritere børns trivsel og ved at ikke hvem som helst har de faglige kompetencer, når det gælder inklusion af børn med særlige behov. Der er bare ikke penge til flere pædagoger i de 6 klasser. Faktisk var der vist ikke engang penge til mig i første omgang.

Hvis du nu kom med mig på arbejde, skal vi sige en helt tilfældig mandag, så ville du opleve nogle af de helt almindelige problemstillinger, som jeg står i.

Med det samme jeg træder ind i skolegården kl 7.50, så løber det første barn efter mig og råber forpustet “Rikke, Rikke. Vent. Kan vi ikke tale sammen idag?” Jeg standser, smiler og siger godmorgen. Så spørger jeg, om der er noget bestemt, vi skal snakke om. Barnet får tårer i øjnene og siger “Jeg har haft en rigtig dårlig weekend. Min mor vil ikke se mig mere”.

Jeg laver selvfølgelig en aftale med barnet, gi´r en krammer og kan godt mærke, at jeg selv bliver rigtig ked af det. Klokken ringer ind – den er blevet 8, og nu nåede jeg ikke min aftale med det barn som har brug for hjælp til at komme godt ind i klassen. Jeg må også skynde på dig, så vi kan nå op i sidste øjeblik. Barnet kigger på mig og siger “Du holdt ikke, hvad du lovede”. Jeg forklarer, at jeg er rigtig ked af det, og var på skolen, men lige måtte tale lidt med en anden. Barnet kommer på trods af sin skuffelse ok igang med timen. Det er en god dag.

Jeg går ind og tænder min computer. Her ligger flere mails. Den ene er fra en meget vred mor og er fyldt med beskyldninger, som jeg har svært ved at forstå. Jeg ved, jeg må ringe hende op senere og finde ud af, hvad det handler om.

Døren går op, og en lærer kommer ind. Der har været en konflikt i en klasse i undervisningen og nogle af børnene er blevet så uvenner, at de har slået på hinanden. Den ene er et barn, som kun vil tale med en voksen, hvis det er mig. Du rynker på næsen, Antorini, og siger: “Kan klasselæreren ikke tage sig af det?”. Det kunne klasselæreren sikkert godt. Hvis det ikke var fordi der er tale om et helt særligt barn, som er meget følsomt og har svært ved at udtrykke sig. Når barnet kan, og vil, tale med mig, så er det fordi jeg var heldig at have en periode, hvor jeg havde god tid, og derfor nåede at forstå lige præcis så mange gange der skulle til, for at opbygge tillid.

Da jeg har talt med de børn som er blevet uvenner – du måtte desværre ikke lytte med, for de er ikke så trygge ved voksne som de ikke har talt med mange gange før. Desværre kunne vi derfor heller ikke tilbyde dig andet, end at du måtte gå ud på gangen og vente. Vi mangler nemlig lokaler til de sårbare børn, som har svært ved at åbne sig op for andre.

Det er blevet spisefrikvarter, og vi skal udenfor sammen med børnene.  Et barn som har svære kommunikationsvanskeligheder kommer hen til os. Det er trygt at stå sammen med voksne, og jeg ved, det er vigtigt for barnet med den daglige uformelle snak. Der kommer andre over og vil snakke. Inden længe står der fire børn som allesammen har brug for en voksen, der lytter til dem. Det stille barn som har svært ved at kommunikere er holdt op med at prøve. Pludselig råber et barn “Rikke, du skal komme nu!” Det lyder desperat, så jeg løber. Du kan ikke følge med, men det har jeg ikke tid til at tage mig af. I en af klasserne er et barn blevet meget vredt og står med en stol løftet over hovedet. Jeg kan se, den er klar til at blive kastet. Absurd nok når jeg at overveje hvor i alverden barnet har fået alle de kræfter fra. Stolen er jo tung for pokker. Jeg beder de andre børn gå væk og lade os være i fred. Barnet råber: “Hvis du kommer nærmere kyler jeg stolen i hovedet på dig!”. Jeg lover ikke at komme nærmere. Barnet sænker stolen og begynder at græde.

Det ringer ind til time. Jeg skal ind til barnet fra tidligere på dagen, som er blevet afvist af sin egen mor. Vi kan ikke snakke, mens du er tilstede, for det vil barnet ikke, så du bliver i klassen og får set det samme som jeg plejer at se, hvis jeg er med i undervisningen: En lærer som er velforberedt, forklarer indtil alle er med og som ved hvor klassens elever ligger fagligt. Læreren smiler til dig og du kan mærke, at her er du mere end velkommen.

Jeg kommer tilbage med et forgrædt, men lettet, barn og skal videre til idrætstimer. Dog må jeg hurtigt løbe fra dig igen. Et andet barn har barrikaderet sig i omklædningsrummet og vil hellere dø end være mere sammen med de idioter, der lige har drillet. Jeg bliver lukket ind og får bagefter også en alvorlig snak med dem som har drillet.

Vi går tilbage til lærerforberedelsen, hvor vi finder klasselæreren som er igang med at forberede sig til næste dag. Jeg sætter ham ind i situationen med drillerierne og vi aftaler sammen at tage en snak med klassen. Mobning er naturligvis ikke acceptabelt.

Nu er dagen ved at være slut. For børnene. Jeg mangler stadig at skrive alt det ned som skal dokumenteres, og bagefter er der møder om den nye skolereform. At snakke dagens oplevelser igennem med nogen, er der ikke tid til. Jeg er træt og har glemt at spise min frokost. Pludselig begynder en af lærerne at græde. Det er den lærer, som du så undervise tidligere, og som fik dig til at føle dig så velkommen. Det er et menneske som er brugt op. Jeg kan mærke, at jeg selv bliver ked af det, mens jeg forsøger at finde på rigtige ting at sige. Du er kommet ind i en verden, som du slet ikke har begreb om.

Da jeg står og siger pænt farvel og giver dig hånd, kommer et barn løbende forbi os, skubber til dig og råber: “Flyt dig for helvede din nar!”  Du kigger spørgende på mig, skal jeg ikke gøre noget ved det? Jeg kan se, at du ikke synes, børn skal tale sådan. Det synes jeg egentlig heller ikke. Men Antorini, jeg har ikke mere at give af idag, så jeg trækkker på skuldrene og siger “Sådan er det jo”. Og går tilbage til mit dokumentationsarbejde og mine møder om skolereformen.

 

 

 

Kommentarer