Ja, jeg smiler. Men kan jeg fortsat være stolt af mit fag og arbejde med et smil??

7 glade unger kommer mig løbende i møde. De gir` mig  i fællesskab en kæmpe krammer, jeg smiler, mærker varmen indeni og tænker igen, hvor meget jeg elsker mit arbejde, mødet med børnene og den hverdag vi har. Jeg ved hvor betydningsfuldt det er for børnene, at deres dag i fritidstilbuddet starter på en god og positiv måde. De kommer glade ind til bordet, hvor vi snakker om hvordan de har haft det i skolen, hvad de har lavet og generelt hvad der rør sig hos dem, både i skolen og derhjemme. Har de haft en skidt dag, fortæller de om det og de får sat ord på hvad der har været svært for dem. Alle børnene har et stort behov for at få tiden til at fortælle. Det er en af mange ting, som er en vigtig træning for dem, med de vanskeligheder de har.

Min  bekymring for fremtiden, for mit arbejde og de vilkår vi får, er centrale i mine tanker. Jeg er bange for at kerneopgaven med børnene, det faglige niveau og det gode arbejdsmiljø er på vej nedad på en rutchetur.

Jeg arbejde i et fritidshjem for børn med særlige behov. Vi står overfor store forandringer, hvor vi skal fusionere med skolen, der ligger ved siden af. Jeg ser det som et kæmpe dilemma, at vi som pædagoger bliver delt op i at skulle varetage to arbejdsopgaver der ikke er sat midler af til. Nemlig deltagelsen i at skabe den nye skole og varetagelsen af vores kerne opgave: Børnene.

Jeg kan være bekymret for at møderne i den kommende tid stjæler tiden fra børnene og de ikke får den opmærksomhed og de læringsrammer som de har brug for. At de kollegaer som ikke deltager i møderne kommer til at løbe endnu hurtigere, fordi vi skal hjælpe hinanden, da der ikke findes tilstrækkelig vikar dækning.

Jeg ser sammenlægningen med skolen som en meget stor og vigtig opgave. Der bliver lagt stor vægt på medarbejder indflydelse, hvilket er rigtig godt. Der er etableret arbejdsgrupper og planlægningen for forandringerne skal i talesættes, planlægges og puttes i rammer for den nye skole med tilhørende SFO.

Pædagogerne skal være en del af skolen fra august 2014 i et endnu ukendt antal timer om ugen. Alle snakker om forandringerne, hvordan kommer det hele til at gå? Hvor meget bliver vi en del af skolen? Hvordan får vi formidlet vores viden om vores fagområde? Kan vi holde fast i vores værdier samtidig med at vi skal skabe et nyt fundament for fælles fodslag med skolen?? Der dukker dagligt nye spørgsmål op, som ikke her og nu kan besvares. Børnetallet er faldende med efterfølgende tilpasning af antallet af personalet, usikkerheden kan ikke blive større. Hvem beholder deres job? Hvor mange er vi tilbage og hvordan vil stemningen være når fyringsrunden er overstået?

Kære ledelse og lokal politikere, sæt midler af til at løse denne opgave på en ordentlig og meningsfyldt måde, så både personale, børn og forældrene fortsat kan være glade og vi som personale  senere hen  kan være stolte af hvordan vi har løst denne opgave.

 

 

Kommentarer