Opdrager vi til umyndighed?

Det er vigtigt at kunne tilpasse sig, det er et mantra vi hører igen og igen, selvom det måske bliver udtrykt i andre ord. Børnehavebørn skal tilpasses skolens krav og voksne skal tilpasse sig markedskrav ved efteruddannelser og evig fleksibilitet.

Dette skaber, for mig at se, umyndiggørelsesprocesser der starter allerede i vuggestuen.

Myndighed handler om at være i stand til og have mulighed for at tage beslutninger om sit eget liv, og det er denne kompetence jeg er bange for at vi ofrer på tilpasningens bål.

At mestre sit eget liv

I de vuggestuer og børnehaver jeg har arbejdet i, har det altid været en udtalt del af pædagogikken at mestering er ekstremt vigtig for børns udvikling.
At kunne tage sine egne sko på eller finde sin madpakke i køleskabet, er ikke bare en praktisk egenskab, det er også via tilegnelsen af disse egenskaber at børnene føler, at de mestrer deres eget liv, og det giver selvværd.

Men mindre udtalt er spørgsmålet; om barnet egentlig lærer at mestre sit liv, hvis han kan tage sko på, men aldrig selv må bestemme hvornår han må komme på legepladsen?
Eller er det nok at vide hvor køleskabet står og hvordan det åbnes, hvis ikke barnet må hente sin madkasse når han er sulten, men først når han får besked på at hente den?

For mig at se er svaret nej, barnet lærer at tage sko på og åbne køleskabet men han lærer ikke at mestre sit liv.

Måske ønsker vi ikke at opdrage til myndighed

Hvis mestering af praktiske egenskaber ikke kædes sammen med selvbestemmelse, har det ikke noget at gøre med udvikling af selvværd eller myndighed.
I så fald er det ikke andet end et krav til børnene om at tilpasse sig pædagogernes og forældrenes forventninger til dem.

De voksne, som omgiver barnet, skal selvfølgelig tage ansvar for, hvor meget selvbestemmelse barnet kan håndtere.

Pointen er bare om politikere, pædagoger og forældre glemmer, at opdragelse til myndighed handler om, at lære at tage beslutninger for sit eget liv. Det handler ikke om at lære, at tage de beslutninger andre har bestemt man skal tage.

Eller måske har vi ikke glemt det. Hvis vi ønsker at følge Kinas eksempel, som i den seneste tid er blevet fremhævet af både politikerne og medier, er målet ikke selvstændige og myndige borgere, men effektive og umyndige borgere.

Kommentarer