Det udvikler mig at blive forstyrret i antagelser om mit fag

”We are always in the process of becoming”. Jeg kigger et øjeblik på billedet af Vygotsky og hans citat ”Vi er altid midt i en udvikling”, som jeg har hængt op på væggen ved pulten på min stue, hvor jeg arbejder.

Lille Anne hiver mig i buksebenet og vil have mig hen til madrassen for at kigge i en bog sammen med hende. Hun peger og pludrer, og jeg vender mig om, tager hende i hånden og hjælper hende over gulvet. Anne er lille og kan ikke gå endnu uden en voksen, der hjælper hende. Hun er nødt til at have en hånd i sin zone for nærmeste udvikling.

Vi læser i bogen om Kaj, og flere børn kommer til. Jeg er i fuld gang med mit pædagogiske arbejde i vuggestuen. I et kort øjeblik minder Vygotsky mig om, at vi altid er midt i en udvikling. Det gælder både Anne, de andre børn på stuen og i særdeleshed mig som pædagog.

 

Jeg er hele tiden i gang med en ny bog

Det giver mig energi i mit arbejde at søge ny viden inden for mit fagområde. Det kan være artikler i tidsskriftet ”Vera” eller bøger fra biblioteket. Lige nu ligger ”Bruner og små børns læring” på mit natbord og venter på at blive læst.

Jeg tænker, at jo mere teoretisk viden jeg får om små børns udvikling, jo større palet har jeg at gøre brug af i min pædagogiske praksis. Jeg oplever, at min pædagogiske horisont bliver udvidet til gavn for både børnene og mig selv.

Men pædagogisk udvikling handler for mig ikke kun om at tilegne sig nye teorier. Det handler også om at kunne omsætte sin nye viden til konkret handling, som når jeg skifter Søren på puslebordet, trøster Amina, fordi hun slog sig eller forsøger at finde Mortens deltagerbane ind i fællesskabet. Det er i disse situationer, at teori og praksis gerne skal smelte sammen, og jeg oplever, at jeg har flere måder at agere på – at jeg udvikler mig i mit fag.

 

Faglig udvikling er hårdt arbejde

Det er ikke altid sjovt at lære nyt og udvikle sig. Nogle gange kan det være så frustrerende, når jeg bliver forstyrret i min viden. Når det jeg læser eller oplever slet ikke passer til de skemaer af viden, jeg allerede har lavet i mit hoved.

Jeg har skrevet mange eksamensopgaver i forbindelse med min diplomuddannelse, hvor jeg er blevet godt og grundigt forstyrret. Hvor eksempelvis termer som orbito frontalcortex, hipocampus og amygdala har været ord, hvis indhold jeg i første omgang slet ikke kunne omsætte til min pædagogiske praksis. Når man er dér i sin læreproces, bruger man ofte meget krudt på at forstå, hvad den nye viden i bund og grund handler om. Det kan opleves både besværligt og frustrerende.

Ikke desto mindre er det ofte, når jeg bliver forstyrret i mine antagelser om mit fag, at jeg oplever, at jeg virkelig udvikler mig og får nye tilgange til min praksis. Det giver nu mening for mig i mit pædagogiske arbejde at vide, hvad orbito frontalcortex er. Det er den del af hjernen, der hæmmer impulser, og den modnes i samspil med omverdenen. Det vil sige i en pædagogisk sammenhæng, sammen med mig. Det er et eksempel på viden fra neuro – og kognitionspsykologien, som jeg i første omgang ikke kunne se, hvordan jeg kunne bruge i mit pædagogiske virke. Men fordi jeg boksede med min nye viden og fandt hoved og hale i det hele, blev det til endnu en tilføjelse til min pædagogiske palet. Nogle gange skal man ikke bare bekræftes i, hvad man allerede ved i forvejen for at være i faglig udvikling. Til tider skal ens antagelser og viden også udfordres.

 

Kollegial udvikling

Faglig udvikling sker også i samspillet med mine arbejdskammerater på min arbejdsplads. Forleden fortalte jeg min kollega om en artikel, jeg havde læst om tilknytningsmønstre. Min kollega sagde: ”Det lyder spændende. Hvordan kan vi bruge den viden på stuen”? Jeg måtte fortælle hende, at det vidste jeg ikke helt endnu, og at jeg tænkte over det. ”Fint”, sagde hun ”Det gør jeg så også”. 

Stuemøder kan forvandles til små refleksionsrum, hvor man i fællesskab kan arbejde med praksisbeskrivelser. Der kan man tænke højt sammen og stille sig selv og hinanden spørgsmål som: ”Hvad vil jeg gerne blive klogere på?”, ”Hvilken viden har jeg at trække på?”, ”Har min kollega praktisk eller teoretisk viden, jeg kan bruge?”, og ”Har jeg fået ny viden, og hvordan vil jeg i så fald forsøge at bringe den i spil?”.

Når man er i faglig udvikling i et fællesskab, handler det om at turde miste fodfæstet engang imellem, og bringe nye tanker, idéer og begreber i spil uden, at man nødvendigvis altid fra starten helt ved, hvordan det skal omsættes i praksis. Det handler om at tale højt sammen og være nysgerrig på hinandens og sit eget pædagogiske virke.

Det er både en individuel og kollektiv proces at udvikle sig som pædagog!

Artikel bragt i tidsskriftet “0-14” nr. 2/2013, tema “Personlig og faglig udvikling for dig som pædagog” 

 

 

Kommentarer