“Hvordan har du det i dag?”

 

Max

Har i mandags afholdt forældrearrangement i mit børnehus, og går derfra med et smil på læben, videre over for at nå bussen ned til koret som jeg skal øve med.
Under arrangementet kommer en af forældrene fra min stue hen, og vil gerne snakke med mig. Jeg er selvfølge nysgerrig på hvad det er han har at sige, da det jo kan handle om hans børn. Det viser sig istedet at han har været inde og læse på “vores virkelighed” og står der og giver mig den faglige anerkendelse og respekt, som vi som pædagoger higer efter i hverdagen. Det mest overraskende og fantastiske er, at det ikke kun er for min professionalisme og min faglighed i hverdagen, men for nogle af mine tidligere skriblerier på bloggen.
Jeg blev sgu så glad og stolt og jeg kunne mærke at det gav mig en anden kropsholdning – en faglig stolt holdning – og det er et stykke tid siden jeg har følt den så stærkt.
Det var fedt at få sådan et cadeau og en respons fra en forældre. At vide, at der er nogle forældre derude, der tænker hele vejen rundt og ikke alene ud fra hvordan deres barn har det, men rent faktisk interesserer sig for, hvordan man er som pædagogen, og hvad man vil som pædagog rent fagligt – se det er anerkendelse og respekt og det er guld værd!  Det gjorde rent faktisk også, at jeg fik overskud og inspiration til at skrive et indlæg på bloggen. Så tak for det!
Så kære blog jeg ved jeg har haft svigtet dig, men jeg har været ude på det åbne hav i stormvejr og er langsomt ved at finde tilbage til kystlinjen og havnen.
Jeg tror at de fleste kan nikke genkendende til, at man engang imellem kan miste pusten, miste motivationen med de udfordringer vi står overfor i hverdagen, og jeg tror at det er vigtigt at vi som pædagoger – og de mennesker vi er, giver os selv lov til at mærke efter – med mindre livets fine udspændte snor som vi balancerer på, skal knække og vi ryger til gulvet med et brag – for hvem griber os?
Vi er mennesker lavet af kød og blod, og vi bruger os selv som redskab i det fag vi arbejder indenfor. Vi er mennesker der arbejder med mennsker og for mennesker! Vi har til opgave at sikre os, at familierne og børnene trives og har det godt. Men hvad med os selv som pædagoger – hvem passer på os og sikrer sig at vi trives? Det gør ledelsen og ens kolleger. Men engang imellem går der for lang tid, før symptomerne på at man er ved at drukne i dagligdagens udfordringer, kan ses og mærkes. Og da er det vigtigt at der kan handles hurtigt. Jeg tænker endda, at hvis vi havde et team som kunne rykke ud,  som brandfolkene gør det efter alarmen har lydt, når en pædagog var i vandoverfladen og havde brug for hjælp, ville vi nå langt. Men jeg tror vi ville nå at redde flere,  hvis vi satte trivslen på dagsordene i personalegruppen, og jævnligt stak den kendte finger i jorden, for at tage en føling på, hvordan vi rent faktisk går og har det!
Måske skal vi også være bedre til at spørge hinanden ” hvordan har du det i dag?” Og yde ganske almindelig omsorg for hinanden i hverdagen, som vi gør per refleks overfor vore brugere – fordi det er vores opgave! Og måske skal vi også være bedre til at turde sige højt når vi ikke trives!
Så mit bud til jer derude er,  husk at snakke med hinanden, spørg ind til hinanden og plej hinanden før det er for sent og en kollega sidder på den gren der knækker – og når grenen at knække – så vis omsorg! Lad være med at ofre hinanden blot for at overleve, men vis interesse i og for hinanden. Vi kan ikke være andet bekendt over for hinanden!
God arbejdslyst til jer derude.

 

Kommentarer