Hvor blev solidariteten af?

Lige nu er vi vidne til en faglig og ideologisk kamp om fremtidens skole. Det er en interessant debat, synes jeg, set fra flere forskellige vinkler. For det første er selve forløbet op til konklikten et interessant studie i politisk magt, hvor regeringen og KL tydeligvis har afstemt deres holdninger – for så efterfølgende at gå målrettet efter lærernes arbejdstidsaftaler.

Den nye skolereform hænger kun sammen, hvis lærerne makker ret og får forringet deres arbejdsvilkår markant. Det virker besynderligt, at Danmarks lærerforening end ikke er blevet inviteret med i udformningen af den nye skolereform, som trods alt skal løftes af lærerne. At pædagogerne er tænkt ind som et led i reformen, er selvfølgelig perspektivrigt, men hvor blev fritidspædagogikken af i debatten om fremtidens skole?

Min egen datter går i 4. klasse, og er ikke ligefrem begejstret for at gå mere i skole, og det er hendes forældre heller ikke, skal jeg hilse at sige. Da der desuden ikke er et fagligt belæg for at sige, at skolen bliver bedre af længere skoledage, så stiller vi os ret uforstående over for denne øvelse. Hele forløbet er som sagt noget speget, og er sådan set en hån over for både de mange dygtige og kompetente lærere, såvel som børnene, som ikke er blevet spurgt til råds om den gode skole.

Vi har været vidne til, hvordan fagbevægelsen bliver sat til vægs i det offentlige rum – af regeringen og KL. Det er ikke klædeligt af en rød regering, som tidligere talte fagbevægelsens sag. Næste gang er det måske BUPL, der står for skud, og så kunne det jo være rart at have gode venner at støtte sig op ad. Derfor synes jeg, vi bør støtte lærernes faglige kamp – og ikke mindst børnenes ret til et godt og indholdsrigt skole- og fritidsliv.

Det handler vel om solidaritet med både børn og voksne.

Kommentarer