Skæve børn leger bedst…

Jeg er pædagog og jeg er mor.

Vi sidder i bilen på vej til efterskolen, Katrine min mand og jeg. Vi drejer fra landevejen og der, for enden af alleen tårner den store hovedbygning sig op foran os. Det er en stor flot rød bygning, på gårdspladsen er der mange biler. I dag skal vi på besøg på efterskolen, Katrine er optaget, hvilket vi alle er taknemmelige for, da der er venteliste til skolen. Ved hovedtrappen er der en lærer, der tager imod os, Katrine får en badge med sit navn på, den skal hun have på, så elever og personale kan lære hinandens navne.

Vi bliver vist om i haven, hvor forældre, kommende elever, gamle elever og personale er samlet. Forstanderen byder velkommen og fortæller om dagens program. Alle eleverne bliver råbt op og fordelt i grupper. Katrine er meget nervøs og vil helst ikke gå fra os, men hun følger med sin gruppe. Medens vi forældre får praktisk information i kantinen, bliver eleverne i grupperne præsenteret for hinanden og kontaktlæreren.

Programmet er slut vi siger farvel, Katrine stråler på vej tilbage til bilen, jeg spørger,” hvordan gik det i gruppen?” Katrine svarer ”mor, der er så mange ligesom mig” glæden og lettelsen lyser ud af hende. Jeg får et sug i maven…

Jeg tænker tilbage på Katrines sidste skoleår, hun har været ked af at gå på skolen, og følte ikke hun hørte til der. Katrine har gået i en specialklasse række på en almindelig folkeskole. De sidste par år blev hun drillet af elever fra de ”almindelige” klasser. Hun har været frustreret og ville ikke gå på skolen længere, det tog lidt tid før vi fik afklaret hvad det drejede sig om. Katrine er udviklingshæmmet, hun ser helt almindelig ud, ”man kan ikke se det på mig” som hun selv siger. Hun har været ked af at gå i klasse med nogle elever, hun ikke kunne identificere sig med. Elever ”man kan se det på” altså deres handicap. Samtidig er hun blevet kaldt for ”spasser” mm. af elever fra andre klasser. Det har sat sig dybe spor.

Efterskolen er for elever med generelle indlæringsvanskeligheder og her har Katrine følt sig hjemme, hun ser stadig veninder og venner derfra. Katrine endte heldigvis med at opleve et skoleforløb med ligesindede, det har givet hende bedre ballast til de udfordringer, hun vil stå med i fremtiden.

Det er godt med inklusion men ikke for enhver pris, der skal være plads til alle, vi skal være mere rummelige, men børn har også brug for nogle lige sindede, de kan spejle sig i. Det er vigtigt for identitetsdannelsen, at man ikke føler sig mindre værd end andre, at man kan dele oplevelser og erfaringer med andre på samme niveau, at man er en del af fællesskabet.

Jeg bliver bekymret for, om elever med særlige behov bliver spredt for meget, til at kunne finde nogle de kan have noget tilfælles med. Jeg går ind for nærhedsprincippet, men bliver det på bekostning af manglende tilhørsforhold for den enkelte, er det ikke værdigt – hverken for Katrine eller samfundet.

Kommentarer