Jeg ”brokker” mig for børnenes skyld!

Jeg er lige kommet hjem fra et kursus, hvor vi var 26 pædagoger samlet, som alle har noget på hjerte. Vi var samlet for at lære, hvordan vi kan deltage i debatten om vores eget fag.

Da vi sidder rundt om bordet i et mødelokale i Greve, bliver vi hurtigt enige om, at der er ting, som ikke er, som de burde være. De økonomiske resurser følger ikke med de politiske visioner for daginstitutionsområdet, og vi løber hurtigt i hverdagen. Men vi bliver ligeså hurtigt enige om at folk er trætte af at høre pædagoger, der ”brokker” sig, så vi derfor hellere må finde nogle positive vinkler at trænge igennem med.

Siden har ordet ”brok” bidt sig fast i mig. Jeg har tænkt og tænkt over, hvad det betyder. Hvordan kan vi som pædagoger adskille brok fra legitim kritik? Personligt ser jeg rigtig mange problemer på daginstitutionsområdet, både med hensyn til de resurser, som bliver brugt på området, og i en del af de politiske visioner, der er for området, som bl.a. kommer til udtryk i Regeringens task force- rapport om fremtidens dagstilbud.

Men det er svært for mig at komme med denne kritik, for mens jeg skriver det, skriver jeg mig også ind i rollen som brokker. Allerede nu ser jeg mig selv som en storrygende- kaffedrikkende- sidder- og-brokker-mig-mens-børnene-må-passe-sig-selv-pædagog. Og alligevel tror jeg jeg er nødt til det.

For når jeg kommer med det såkaldte brok, så gør jeg det ikke for min egen skyld, i så fald kunne jeg nok finde mig et andet job. Nej jeg brokker mig for børnenes skyld. Jeg brokker mig, fordi jeg ikke er ligeglad med, hvordan børnene bruger deres tid i daginstitutionerne. Jeg brokker mig, fordi jeg først og fremmest er uddannet til at være på børnenes side. Så når jeg ser vilkårene i institutionerne blive forringet eller hører om politiske tiltag, som jeg mener skader børnene mere end de gavner, er det så ikke min opgave som fagperson at gøre opmærksom på det?

Jeg vil ligesom forældrene gerne have, at børnene trives, når de er i institution, og jeg vil ligesom politikerne gerne bryde den negative sociale arv og udvikle kreative og innovative mennesker. Så vores interesser er ikke så forskellige, men jeg kan kun varetage disse interesser, hvis jeg også kan komme med en kritik af den nærværende tilstand uden at det bliver negligeret som brok.

Jeg vil gerne fortælle om min ven Will, som jeg mødte, da jeg var i Australien for at arbejde med børn med autisme. Will udvikler computersystemer for en stor bank og er rigtig dygtig til det. Når Will ”brokker” sig over, at der ikke er det udstyr, han skal bruge, eller der ikke er tid nok til at udføre opgaverne, så bliver han lyttet til, og hans ”brok” bliver set som værdifuld for virksomheden. Hans chefer ved nemlig godt, at det kan betale sig at lytte til ham, da det i sidste ende gavner virksomheden.

Efter at have talt med ham om forskellen på vores arbejdsvilkår, kan jeg ikke lade være med at stille spørgsmålet; hvorfor er hans brok slet ikke er brok, men kritik eller mulighed for udvikling når mit ikke er? Hvad er det der gør forskellen?

 

Brok er nedbrydende, mens kritik er opbyggende, derfor må pædagoger finde en måde at trænge igennem brok-diskursen, så vi kan komme med den nødvendige kritik.

Ikke kun for vores egen skyld, men for børnenes.

Kommentarer