Når de rige svigter deres børn..

De velståendes omsorgssvigt.

Det vækker harme i mig, når jeg oplever velstående familier skaffer bl.a. filippinske au pair piger til deres børn, vel vidende at dem de sætter til at varetage opgaven hverken kan dansk og ofte kun meget ringe engelsk. Som pædagog har jeg oplevet det tit, at skulle forklare en ung dame, noget som jeg syntes var vigtigt, for enten barnet eller dets familie, uden at beskeden er blevet forstået. Nå vel, jeg har bare kunne ringe til forældrene, men i denne uge blev min harme virkelig vækket. I det lokale supermarked kom en dreng på cirka tre år gående ved siden af sin au pair-pige. Som alle andre børn, var han fuld af spørgsmål om alt muligt lige fra påskeæg til hoppebolde, men det eneste svar han fik var et ryk med skuldrene fra sin barnepige, der set med voksne øjne må have betydet ”Jeg forstår dig ikke” . Skæbne ville at den unge pige, drengen og jeg næsten fulgtes igennem supermarked, og spørgsmålene blev ved med at komme, lige som skuldertrækkende, for drengen havde virkelig gåpåmod og mange gode spørgsmål. Til sidst havde jeg så ondt af drengen, at jeg håbede at han ville fortælle om sin rædsomme oplevelse til sine forældre, hvilket jeg godt ved bliver svært, for hvordan skal man sætte ord på sådan en oplevelse, hvis man er tre år? Da vi endelig nåede ned til betalingskassen, havde drengen omsider opgivet sine spørgsmål, og rakte derefter armene frem mod pigen, der tog ham nærmest mekanisk op til sig. Ikke et ord eller tegn på nærvær, venlighed eller forsøg på at forstå drengen havde fundet sted. Så hvorfor vækker det harme i mig? Jo, for hvis det er den voksenkontakt som de børn der har au pair-piger bliver mødt med, er det godt nok en fattig voksenkontakt de har uden for daginstitutionernes fire vægge. Børn skal have svar på alle deres spørgsmål, de skal have en der kan fortælle dem, at æbler kommer fra træerne og at påske har noget med Jesus at gøre. De skal også lære at færdes med deres forældre, holde dem i hånden og føle sig trygge i deres nærvær og have anerkendelse for deres nysgerrighed. Børn skal ikke bare føres rundt mellem hylderne af en ung dame der virker mere forvirret end dem selv, uden at få nogen som helst kærlige ord og glade smil. Og børnene de bliver de virkelige tabere i disse situationer, for det er deres identitetsdannelse der bliver sat på spil, og man svigter den omsorgsforpligtigelse man har over for sine børn. Da jeg havde sunket oplevelsen tænkte jeg, bare nu ikke at au pair pigen er kommet ind i billedet, så forældrene mener de som forældre kan have mere ”kvalitetstid” sammen med deres barn. For hvad er det for en kvalitetstid vi ønsker. Jeg tror at kvalitetstid med børn ikke bare er en rolig stund efter aftensmaden. Nej, det er der hvor vi gør noget sammen, og hvor vi giver os tid til at gøre det, og det kan godt være at gå rundt i det lokale supermarked og snakke om alverdens ting og måske endda have lidt travlt, lige som det kan være mange andre situationer. Det handler om at være sammen, at kunne snakke, blive hørt og forstået og vise hvem man selv er, og det dur ikke, hvis den andens modersmål er filippinsk. Så selv om forældrene virkelig mener de får mere kvalitetstid, er det så også det deres børn får fra de bliver hentet i daginstitutionen til forældrene kommer hjem? Hvis man ikke kan kommunikere med barnepigen, og for hvem det kun er der for at tjene gode pengene, hvor er kvaliteten så henne for barnet, for kvalitetstiden skal vel ikke kun være for at tilgodese de voksnes behov?

Så hvis det er prisen for, at man kan arbejde mere for at opfylde de materielle behov, synes jeg at det er dyrt betalt. Og vi har altid en tendens til at kigge på de økonomisk trængte og ressourcesvages måder at være familie på, skulle vi ikke også til at kigge mere mod dem med højt indkomstniveau?

(Politiken 12.05.2012)

Kommentarer