Kan forældre bruge pædagogen som våbenskjold, når der er problemer på hjemmefronten?

Svaret er tilsyneladende ja. Men spørgsmålet bliver så, om det er i orden?

Søren på 4år virker tilbageholdende og trist i dag. Han undgår tydeligvis mig, som han normalt opsøger mange gange om dagen. Han drysser rundt efter hans venner på legepladsen, som leger med våben. Søren tager ikke sin plads i gruppen, som han plejer, så han kommer ikke i nærkamp med de andre krigere. Jeg holder mig tæt på soldaterne for at iagttage, hvad slaget går ud på, og for eventuelt at få et indblik i, hvorfor Søren ikke er med i dag. De selvsikre krigere standser flere gange og informerer mig højtråbende om, hvad de forskellige sværd kan, og hvem der bekriger hvem.

På afstand men henvendt til mig, siger Søren slukøret: ”Hvorfor må jeg ikke ha’ våben med i børnehave?”

Jeg byder ind ved at gætte på, at det muligvis er en beslutning, hans forældre har truffet, fordi de synes, det er bedst sådan, og at jeg gerne vil hjælpe ham med at finde et våben, han kan bruge i legen med de andre børn. Imens jeg taler, skuler Søren mistroisk til mig. Da jeg holder inde kommenterer han:

 ”Min far siger, det er dig, der bestemmer, at jeg ikke må have våben med…”

…Jeg ved ikke, om jeg får tårer i øjnene. Men jeg græder indeni. Jeg minder mig selv om, at jeg er på arbejde, og derfor bør handle professionelt pædagogisk. Jeg siger til Søren, at jeg godt kan forstå, han er ked af det, når hans far har sagt sådan. Jeg fortæller, at der må være sket en misforståelse. At alle børn i børnehaven må have legetøj med, hvis deres forældre mener, det er en god idé. Jeg slutter af med at fortælle Søren, at jeg vil tale med hans far. For at bringe misforståelsen i orden.

Indtil jeg møder Sørens far igen, føler jeg mig som et menneske, der er mindre værd. Til gengæld har jeg fået en ny og skræmmende synsvinkel på min praksis og de forhindringer, der af og til dukker op, når man arbejder med børns udvikling.

Da Sørens far kommer denne eftermiddag, fortæller jeg, at det har været en anderledes dag. Jeg fortæller om Sørens manglende lyst til leg, Sørens information til mig og min efterfølgende frustration over at vide, at faren har tilladt sig at bruge mig som skjold, i en krig mellem ham og hans søn.

Far bliver tydeligvis berørt af situationen. Og betror mig følelsen af magtesløshed overfor Søren. Han udtrykker forståelse for den situation, han har bragt mig i og siger, at det ikke vil ske igen!

Jeg føler mig desværre ikke overbevist. Til gengæld forstår jeg, at jeg som pædagog skal passe på mig selv.

For selvom Sørens far er politimand, gør han det åbenbart ikke.

Hvordan markerer pædagoger grænser overfor forældre? Bliver grænserne efterfølgende respekteret? Hvis ikke – hvordan bevarer pædagogen så den altafgørende tillid mellem sig selv og barnet? 

Kommentarer