Rustes Pædagoger, Eller Ruster Pædagoger?

Vi Pædagoger bør rustes bedre til at håndtere en af de vigtigste opgaver i dette samfund, socialisering af dets borgere. Hvis vi nu holder os til integrationen af marginaliserede immigranter og flygtninge, så har jeg ofte lagt øre til samtaler hvor vidt forskellige personer fra vidt forskellige tid og steder, reduceres til den indforståede homogen masse, “de”, “noget”, og “det der”. En kæmpe upersonlig pærevælling af spekulation, manglende indsigt og overflades bedømmelse. Samtalerne var pædagogiske diskussioner på arbejdspladser og seminariet som udsprang af seriøse begivenheder i vores samfund. Vi pædagoger har brug for at forstå vores virke i en global sammenhæng, anvende udviklingsstøttende metoder med tilhørende supervision i større udstrækning. Med tanker på den mellemøstlige, hovedsageligt muslimsk segment af befolkningen, kan der med fordel undervises i religiøs og kultur forståelse for at koble teori bedre til praksis, i en meget bredere udstrækning. Især nu hvor der fra politisk hold med nordiske ambitioner for tiden, tales om et helhedssyn, det systemiske og anerkendende tilgang til det sociale udvikling. Er det som et erklæret videnskabelig samfund, videnskabeligt at udelukke det religiøse og åndelig faktor fra det menneskelige og samfundets udvikling? På hvilket videnskabelige grundlag hviler denne beslutning? Hvordan skal vi som pædagoger møde religiøse eller åndelige brugere i en anerkendende relation, hvis vi tager afsæt i at betragte det de vægter vigtigst som humbug? Ruster eller rustes pædagogikken?

Kommentarer