Standpunkter, makrelfingre og røde pile

Der er ting, som jeg kunne ønske var anderledes. Men jeg siger ikke noget. Jeg forstår nemlig godt, hvorfor de er sådan. Og hvorfor det er vigtigt, at de er præcis sådan.

Jeg forstår godt, at det er nemmest at holde mig ovenpå hovedet, så man kan støtte sig, mens jeg hjælper med støvlerne i garderoben. (Også selvom mit hår falder ned foran ansigtet, så jeg ikke kan se noget).

Jeg forstår godt, at man lægger sine fingre med makrel på min arm, når man vil have min opmærksomhed under madpakkerne. (Også selvom jeg kommer til at lugte af skidtfisk resten af dagen).

Jeg forstår godt, at man nogen gange har brug for at sidde på lige præcis mit skød i Samlingen, når man føler sig træt, trist eller trykket. (Også selvom det er svært at være ”skød” og ”højtlæser” på samme tid).

For hånden på hovedet handler ikke om manglende hensyn, men om balance. Fingrene på armen er ikke sat i respektløshed, men med ønsket om dialog. Og barnet på skødet er ikke et udtryk for ”mig frem for andre”, men derimod et udtryk for et ”jeg” der har brug for at være et ”os”.

Børn har brug for voksne, der kan reflektere. Der kan undersøge og inddrage deres bagvedliggende bevægegrunde og forståelse af verden. Voksne, der forstår, at sandheden er lokal og tegnes af individuelle oplevelser, traditioner, erfaringer og miljøer. Voksne der forstår, at for at skabe udvikling, skal ens indlæg ofte favne den anden mere end én selv. Det viser sig imidlertid, at orientering mod det undersøgende og inddragende kan medføre en arbejdsskade.

”Jeg savner, at du mener noget konkret om noget”. Debatredaktørens begrundelse i et afslag jeg fik på et indlæg. Og hun havde ret. Hvordan kan man tage stilling til et indlæg, der forsøger at udfolde verden nuanceret, men ikke indeholder den lille røde pil, der betyder ”Her står jeg”? Standpunktet. Der hvor man står stille på et givent punkt i verden, og fortæller andre om, hvordan verden ser ud derfra. Fra dette udgangspunkt. På dette grundlag. Noget konkret at gribe om, for at kunne begribe. En mur så bolden kastes tilbage.

Men der er et dilemma. Jeg er tilbøjelig til at give den walisiske filosof Bertrand Russel ret: “The trouble with the world is that the stupid are cocksure and the intelligent are full of doubt.” Når man tillader sig selv at have ubetinget ret, at tænke i absolutter, at tage patent på sandheden, så er muren der, men lysten til at kaste bolden forsvinder.

Så hvor skal standpunktets røde pil være? Indikationen på at ”Her er jeg”.

Et sted mellem det skråsikre og det nuancerede. Et sted, hvor jeg er bevidst om, at jeg udtaler mig fra ét udgangspunkt i verden men med afklaring og begrundelse for, hvorfor jeg har valgt at gøre holdt lige præcis her. Med passion fordi det føles rigtigt, fordi det giver mening for mig.

Så jeg øver mig. I at indtage et standpunkt i debatten og placere den røde pil. For debattens skyld. For modspillets skyld. For udviklingens skyld. Og for børnenes skyld.

De børn, der finder balance hos mig, og søger dialogen. De børn der finder tryghed på mit skød, fordi jeg undersøger, inddrager, reflekterer, det der tydeligt placerer den røde pil, der betyder, at ”Her er jeg”… for dig.

Kommentarer