Leg er alvor

 

Leg er lystbetonet og ren fornøjelse. Den kan ikke være andet end det er.

 Ligesom sandheden. Du vil ofte ønske den er anderledes men det er den ikke. Leg er den tilstand hvor vi er frie til at afprøve vores sind, sprog, krop i udtryk. Det sted vi kan være sammen med os selv eller andre, og lade som om mens vi er os selv. I de ældste skrifter der findes, Vedaerne, beskrives Gud, Hans person og natur. Hans hovedbeskæftigelse er lilaer, eller lege. Han leger og slipper Hans kreative kræfter løs. Kria er et ord fra Vedaerne og betyder at skabe, deraf ordet kreativ. De af os som er troende kan konkludere at Guds lege sandelig har været kreative. Den vediske lære har været med til at styrke min overbevisning om at jeg som pædagog skal værne om menneskets behov for at lege.

 I leg oplever børn balance mellem udfordring og evnen til at klare udfordringer, en flow tilstand. Når du er i flow eller i harmonisk ligevægt, er du i en tilstand hvor du bedst kan tilegne dig evner. Det vil sige at dit barn; du lærer, husker, udvikler dig rigtig godt når du leger. Leg deaktiverer stress, skærper koncentration, hjælper dig med at bearbejde følelser og erfaringer. Jeg havde en kollega der engang arbejdede som sygehuspædagog. Hun fortalte at børn legede helt til det øjeblik de forlod deres krop. Måden hun fortalte om hendes oplevelser på, var så bevægende at vi græd. Jeg kan mærke min hals snøre sig sammen når jeg skriver dette. Det gik op for mig at leg er noget mere dybt og betydningsfuldt end vi til dagligt egentligt vil forstå. Det er en af de kraftigste evner vi som mennesker har til rådighed. Men vi vælger at give mindre og mindre plads og tid til at lege.

 Leg er efterhånden begyndt at blive forvekslet med sjove styrede forløb, læring skal på banen, betalte aktiviteter og tekniske hjælpe- midler i plastik, stål, batterier, lyde og en hulens masse ledninger. Nu skal kreativiteten slippes løs, Siger kreativitets og fritidsminister BR Disney McDonald i en udtalelse i aften. Der skal bimlende anordninger til, selv pengekasserne bipper i dag, mønterne er forstummet ligesom børnelatteren udenfor. Gaderne bliver tømt for leg. Blåligt lys flimrer gennem ruderne, børn stirrer i skærme i alfa hypnose. Imens udtømmes fantasien og, politikere drømmer om hvordan de skal skabe innovation og gøre Danmark til en førende nation i vidensudvikling. Leg er alvor,og ikke bare en leg.

Kommentarer