Dengang jeg lærte at handle. Del 2 : Et håb der brister

Jeg sad i min lille jolle som er fyld med vand til randen, mens jeg kæmpede med at holde de positive tanker igang.

Jeg kiggede ind mod land, og kunne se at jeg var kommet forbi skibsværftet og jeg kunne se en stor motorbåd, med front imod mig og straks øjnede jeg håb. Jeg begyndte at vifte med armene og hujede og tænkte at jeg jo var super nem at se, i mit ”refleks-skrig-gule” regntøj. Men håbet forsvandt lige så hurtigt som de kom da jeg så båden vende og sejle den anden vej.

Så vendte den igen og jeg viftede men endnu mere styrke og tænkte nu havde de da set mig, men der skete det samme igen, båden vendte. Jeg har efterfølgende fået at vide at de var ved at lave nogle målinger og det var derfor at de sejlede frem og tilbage og ikke havde øje for hvad der skete ude i sejlrenden.

 

Men de vidste jeg jo ikke, så jeg forsatte med at få nyt håb og miste det igen, gang på gang, og til sidst havde jeg ikke flere kræfter til at løfte armene mere, jeg måtte spare mine kræfter til at pøse lidt vand ud engang imellem og håbe på det bedste.

 

Mens jeg havde haft mit fokus mod Aalborg siden, var jeg drevet mere og mere over imod Nørresundby siden og faktisk drev jeg ind mod noget lavere vand, men det havde jeg ikke opdaget endnu, mit var stadig hen imod den redning jeg kunne se, som blot gang på gang vendte om.

 

Imens var Lars endelig kommet i land, havde drønet hen til motorbåden som så ikke kunne starte.

Lars fik ringet og alarmeret at der var en ven i nød, og Falck var på vej.

 

Og da de blinkende lys kom inde fra Aalborg skete der noget inde i mig, jeg blev ramt af tusind følelser på en gang, YES nu kommer de, jeg er reddet, tanken om hvad der kunne være sket kom samtidigt, uha udrykning, jeg er i fare og samtidigt tænkte jeg gudhjælpemig stadig på den skide mast som jeg havde mistet og at det var både flovt og ærgerligt for den stakkels studerendes pengepung.

 

Båden som jeg havde holdt øje med var også blevet opmærksom på mig, pga. Falck, (som der desværre stadig stod på kajen pga. nogle specialdragter der ikke var kommet med, og som gjorde at de ikke måtte hoppe i gummibåden), kom nærmere og jeg kunne begynde at smile men så stoppede den, undrende så jeg mig omkring og kunne se bunden efterhånden og ville snart kunne hoppe ud af båden og svømme ind så jeg kunne bunde, men jeg kunne bare ikke røre mig, mine arme var fuldstændig afkræftet og min underkrop som havde været under vand under hele seancen, da jollen konstant var fyldt, var blevet så nedkølet at jeg slet ikke kunne føle mine ben.

 

Jeg så fortvivlet på alle mine muligheder for redning som bare var lige foran mig, men som jeg ikke kunne nå, a jeg hørte lyden af en lille motorbåd, det var Lars.

Lars der aldrig havde svigtet mig, der havde kæmpet sig ind til land, alarmeret og utrætteligt kæmpet for at få motorbåden i gang, kom mig i møde og ham kunne nå mig.

Han fik mig hevet over i båden og fik mig ind til Falck, som kørte en stærkt forkommen på sygehuset.

Den dag bestemte jeg mig for at jeg aldrig ville tillade at jeg kom i sådan en situation igen, hvor jeg ikke kunne handle.

Hvor jeg kan se bunden men ikke har kræfter tilbage i kroppen til at træde ud og få fodfæste.

 

Fortsættes

Kommentarer