En historie om Morten

Jeg kommer ind i 2. klasse lidt i otte en ganske almindelig morgen. Børnene begynder at ankomme stille og roligt. De sætter sig på deres plads eller småsnakker lidt med hinanden mellem bordene. Morten kommer smilende og glad ind i klassen; men der går ikke mere end et par minutter, før han er i konflikt med 2 andre i klassen. Han når at aflevere et par kindheste og nogle bemærkninger, som ikke hører til i den pæne ende af talesproget.

Jeg tager ham med uden for klassen og snakker med ham.

Han fortæller om, hvor dumt det hele er, fordi mor skal have barn nr. 4 med hans papfar, som vist nok ikke bor sammen med dem lige nu, fordi ham og mor har været uvenner. Han fortæller om sin far, som bor i Aarhus, men som altid aflyser, når han skal besøge ham. Han fortæller mig, hvor svært det er at være sammen med mange mennesker på én gang. Han beskriver, at det runger og dunker inde i hovedet på ham. Han fortæller, om hvor svært det er at sidde stille inde i klassen, når han skal lave dansk og matematik.

Jeg sidder og lytter. Morten falder mere og mere til ro.

Jeg har været i Mortens klasse siden 0.kl. Jeg kender ham og hans familie rigtig godt. Morten har haft det svært i hele skoleforløbet.

Jeg arbejder heldigvis i et meget professionelt team, som anerkender mit fag, og som er dygtige samarbejdspartnere. Vi, samt skolens ledelse, har gjort opmærksom på alle steder i systemet, at der er noget galt, og Morten har brug for et alternativt skoletilbud. Vi har lavet mange forskellige tiltag på skolen og dokumenteret det ned i mindste detalje for at hjælpe Morten og hans familie. Vi har haft et tæt samarbejde med mor, som også har presset på ind i kommunen for at få hjælp til sin søn.

Nu går han i 2. kl. Han bliver lige nu hjemmeundervist 3 gange om ugen á 3 timer. Jeg hjemmeunderviser 2 gange om ugen. Nu ser det endelig ud til at ske noget for Morten. Sidst jeg var sammen med ham kunne han fortælle, at nu skulle han flytte hen til en ny skole, hvor der kun er 4 børn i klassen og 3 voksne. Han glædede sig men var også nervøs, for tænk nu, hvis de ikke kunne lide ham?

Responsen fra kommunen har bl.a. været, at vi som skole er forpligtet til at lave inkluderende tiltag for at give Morten den undervisning, han har brug for. Pt. er der ikke plads i et alternativt skoletilbud. Der visiteres til alternative tilbud én gang om året.

Som fagperson bliver jeg gal og dybt bekymret for, hvordan fremtiden for de børn, som har det svært i skolen kommer til at se ud. Her har det taget 2½ år at få det rigtige tilbud til Morten.

Vi ved jo godt, hvilke fatale konsekvenser det kan have for Mortens udvikling at gå i en skole, som ikke matcher hans behov, og hvor dyrt det bliver på sigt både menneskeligt og økonomisk. Jeg ved min kommune også ved det, og derfor kan jeg kun stå undrende tilbage overfor min kommunes prioritering af ressourcer på mit område.

 

 

 

Kommentarer