Hvor blev børnetiden af?

Før i tiden skulle børn være artige. Nu skal de hele tiden skynde sig.

Børn i dag er hele tiden sammen med voksne som ikke rigtig er tilstede, fordi de voksne enten ikke har tid eller fordi de voksne føler at de mangler tid. Det er både når man kigger på familielivet, men i særdeleshed også når man kigger på det institutionsliv børn færdes i nu til dags.
Stort set hver dag kæmper jeg med mit indre når jeg er på arbejde. Som pædagog med stor faglig stolthed ønsker jeg at tilbyde børnene mit nærvær, min tid og mit overskud. Jeg ønsker at kunne fordybe mig enten i børnenes leg, i deres relationsdannelse, i hverdagsting som når der skal vaskes hænder inden et måltid, eller tøjet skal på i garderoben.

Det er tid til frokost, vi skal alle ind fra legepladsen. Vi kommer ind, alle skal have overtøjet af. Jeg siger til børnene at de skal tage deres jakker og sko af og huske at det skal på plads i garderoben. Min kollega går i køkkenet for at ordne vores vogn med mad, tallerkner, bestik osv. Hun har et barn med, som skal hjælpe. Imens skal jeg også lige have mit eget overtøj af. På den korte tid jeg er væk har garderoben forvandlet sig til et bombekrater hvor børn, tøj og sko er over det hele – men børnene har en fest. Men vi skal snart spise, så børnene får besked på at hænge overtøjet på plads m.m og derefter skal de ud og vaske hænder. Så kommer Agnethe hen, hun kan ikke få armen ud af jakken – så hun beder om hjælp. Ali er nået ud på toilettet for at vaske hænder og synes både at håndvask, spejl og væggen skal have en tur, imens køen bag ham vokser. Derfor kommer Sara og siger at Ali tager lang tid, så de ikke kan komme til. Da jeg kommer ud på toilettet synes Loui at det er sjovt at “hjælpe” Ali med at gøre håndvasken m.m rent, derfor sejler gulvet. Jeg må nu sende de to ind på stuen, med beskeden om at de skal sætte sig op til bordet, tørre gulvet så de andre børn ikke bliver våde imens de skal vaske deres hænder og nu mangler Sebastian hjælp i garderoben. I garderoben kigger jeg ind på stuen, hvor de børn der er færdige med at vaske hænder er i gang med at lave pudekamp, rykke rundt på skamlerne, tumle rundt ovenpå hinanden, tømme kurve med legetøj og finde farveblyanter frem. 

Det er ikke en enestående historie og oplevelsen af at være utilstrækkelig er hverdag for mig. Der er ikke længere tid til børnetid i vores daginstitutionerne. Det er handler primært om voksentid, en voksentid hvor det hele tiden handler om at komme videre til næste punkt og kigger man på daginstitutionerne sådan helt sort/hvidt så handler det om effektivitet. Spontaniteten er forsvundet, flowet mangler, muligheden for at fordybe sig er væk.
Jeg kan mærke at mit engagement er dalende, jeg er træt og har nærmest konstant dårlig samvittighed overfor de børn som jeg så gerne vil give mit nærvær, overskud og min tid.
Jeg kan mærke at jeg bliver nødt til at trække stikket nu og søger nye veje. Noget som jeg ellers har prøvet at undgå i mange år.

Mit ønske og håb er – for børnenes skyld – at spontaniteten, fordybelsen og nærværet igen bliver en del af børnenes hverdag i daginstitutionerne.

Det er tid til Børnetid igen og det kan kun gå for langsomt.

Kommentarer