Samlebåndspædagogik er ikke godt nok.

Pædagogik i Danmark er mange steder blevet reduceret til rent og skært mekanisk samlebåndsarbejde. Det forventes at børn startes op i vuggestuer som et uforarbejdet grundmateriale, og herefter bevæger sig hele vejen gennem produktionsanlægget, for at ende ud som fuldendte mennesker, der skal varetage en funktion i et af verdens lykkeligste lande. Det overskyggende problem er blot, at vi ikke kan producere mennesker, som vi kan producere biler, vandhaner eller frosne kødboller.

Jeg er pædagog, og min daglige drivkraft er at guide og støtte børn gennem deres første og måske vigtigste år. Jeg fascineres hver eneste dag over, hvor stor en betydning gode og anerkendende relationer har. Her taler jeg ikke blot relationen mellem det enkelte barn og pædagogerne, men også relationerne mellem børnene og ikke mindst mellem pædagoger og forældre.  Det gør mig derfor umådelig trist og til tider nærmest opgivende, at vi i et land som Danmark, har valgt at nedprioritere muligheden for at skabe de unikke og udviklingsmæssige altafgørende relationer for vores børn. De børn vi forventer skal vokse op og videreføre Danmark.

Med det forældreoprør der har rejst sig den senere tid, er der kommet en sand syndflod af skræmmende historier om, hvordan børn bliver overset, mangler voksenkontakt og ikke får den fornødne omsorg. Det er hjerteskærende og slet ikke godt nok.

Der findes dog også daginstitutioner rundt om i landet, der af forskellige årsager har knapt så påvirket af dårlige normeringer. Sådan et sted arbejder jeg heldigvis. Det betyder, at jeg har mere tid til at arbejde med at skabe de gode relationer, der er grundstenene for at sikre børnene en god udvikling. Sådan har det dog ikke altid været.

Da Ida startede i daginstitution, var hun enormt utryg, og hun græd meget. Ida havde haft mange problemer med sine ører, og derfor var hendes sprog meget sparsomt. På mange måder adskiller Ida sig ikke særligt fra mange andre børn, der starter i daginstitution. Institutionen lignede med sin kritisabel dårlige normering også mange nuværende institutioner.

Det der ofte sker med børn i Idas situation er, at for at skabe bare en smule tryghed i en ellers kaotisk hverdag, tilegner de sig flere og flere uhensigtsmæssige strategier. Ida ville blandt andet tage sit tøj på i en bestemt rækkefølge, hun vil kun opholde sig i den samme legekrog, hun kunne kun spise sin mad, hvis hun sad på en bestemt stol, og når hun ikke græd var hun helt tavs. Ida begyndte mere og mere at ligne et barn der krævede en psykologisk udredning og en specialpædagogisk indsats. Det fik Ida heldigvis ikke. Til gengæld skete der en opnormering af det pædagogisk personale omkring Ida. Vi blev simpelthen mere personale. Det betød, at vi fik muligheden for at ændre fokus fra blot at forsøge at dække børnenes fysiske behov og løse de evindelige konflikter blandt børnene, til at skabe pædagogik baseret på relationer med udgangspunkt i hvert enkelt barn.

Denne ændring var altafgørende for Ida. I takt med at vi fik tiden til at iagttage Ida, lære hende og hendes strategier at kende, kunne vi begynde at følge hendes små initiativer. Vi kunne være på forkant med hendes behov, og skabe en overskuelig dagligdag for hende. Og fra at være nødsaget til at bruge al sin energi på at forsøge at skabe ro i sin kaotiske hverdag, kunne Ida begynde at udvikle sig. I dag hvor Ida for længst er begyndt i skole, er hun en udadvendt og velfungerende pige.

For mig som pædagog er Ida ikke blot et barn, jeg har mødt på min vej. Ida er blevet symbolet på, hvad vi kan, hvis vi vælger at prioritere et godt børneliv. Ida er det tydelig bevis på, at alle børn gemmer på et enormt potentiale. Et potentiale som vi som pædagoger med vores faglighed, i samarbejde med det enkelte barn og dets forældre, kan være med til at forløse. Dermed kan vi omdanne barnet til en kæmpe ressource både for det selv men også for samfundet.

Vi kan ikke blive vi ved at tro, at vuggestuer og børnehaver blot er et produktionsanlæg, der skal effektiviseres og automatiseres. Vi kan ikke længere tåle at betragte børnene som et grundmateriale, der kræver så få håndteringer som muligt. Havde Ida fortsat på det samlebånd hun var blevet placeret på, så havde hun formentlig gået en fremtid i møde, hvor hun havde været nødsaget til at forbruge en masse unødvendige økonomiske og menneskelige ressourcer.

Ida var heldig, men der findes mange børn rundt i de danske daginstitutioner, der ikke er så heldige. Spørgsmålet er, om vi som bryster os af at have et af verdens bedste velfærdssystemer, menneskeligt og økonomisk kan forsvare at have en så lemfældig omgang med vores børn -det grundmateriale der skal føre Danmark videre.

 

 

 

Kommentarer