Politikkerne har ansvaret for forråelsen i “Daginstitutioner bag facaden”

Trykt i Politikken

De ansattes handlinger i “Daginstitutioner bag facaden” på Tv2, kan på ingen måde undskyldes!
-men de kan godt forklares.

Jeg har arbejdet i daginstitution i 12 år, og jeg har aldrig mødt en kollega, der ikke vil børnene det bedste.
Den ene medhjælper fortæller i dokumentaren, hvordan hun selv brød sammen, da hun startede i institutionen.
Hun fortæller at “man er nødt til at blive hård for at være her “. Det her er et menneske med gode intentioner, der ender i afmagt.

Når et menneske er presset, har vi forskellige forsvarsmekanismer der træder i kraft:

Når lederen drukner i opgaver og ansvar som ikke er muligt at løse eller løfte, fokuseres der på det, der kan måles og vejes. Fx. at få økonomien til at løbe rundt ved at have meget få uddannede pædagoger og mange unge medhjælpere.

Når pædagogen på stuen står alene med det faglige ansvar for børnenes udvikling, pædagogiske aktiviteter, vejledning af studerende, oplæring af nye kollegaer og meget mere, bliver det en umulig prioritering.
Mange vil gå ned med stress eller søge væk. De der bliver, må udvikle strategier for at overleve i kaos og utilstrækkelighed.

Når den unge medhjælper, der gerne vil gøre noget godt for børn og tjene penge til en rejse inden studietstart, gang på gang oplever at stå i pressede situationer, uden forudsætninger, støtte eller vejledning, så ender man med at sige:
“Det gælder om at gøre sig hård. De skal ikke få mig til at græde i dag”.

De ansatte i dokumentaren handler i afmagt.
Samme afmagt, der kan få mig til at skælde mine børn ud fredag eftermiddag, når jeg står og laver mad, og bare har brug for noget ro efter en lang uge. Jeg ved jo godt, at det bedste ville være at bruge to minutter på at høre om, det de gerne vil fortælle. I stedet står jeg og prøver at ignorere min datters ”Moar, Moar!” og min søns hiven i mit ærme, indtil jeg surt råber, at de skal holde mund og gå ind i stuen.
Jeg ved bedre, men reaktionen kom først. Heldigvis, er jeg ikke under konstant pres, så jeg reagerer sjældent med afmagt, og når jeg gør, kan jeg finde overskud til at sige undskyld.
Afmagt er menneskeligt og helt normalt.

Den afmagt vi ser i dokumentaren, er ikke opstået pludseligt eller begrænset til få Københavnske institutioner.
Det er resultatet af, at de politiske prioriteringer og besparelser gradvist og vedvarende, har tvunget ledere, pædagoger og medhjælpere til at overskride egne faglige grænser og agere mod bedrevidende.

Det er politikerne, der bærer ansvaret.
Det er de ansatte, der er redskabet.
Det er børnene, der er ofrene.

Kommentarer