Mor og pædagog fra ‘Hvem passer på vores børn?’: Vores hverdag er politisk underprioriteret, underfinansieret, underbemandet

Trykt i Politikken d.5/4 2019

Skrevet af
Maja Krowicki, mor til Kaisa på tre et halvt år fra DR2-programmet ”Hvem passer vores børn?” og Leo på fire mdr.
Louise Kræmer Jessen, vuggestuepædagog på Fyn

 

DR2-programmet ”Hvem passer vores børn?” gjorde et stort indtryk på mange forældre og bedsteforældre, og det satte også et markant følelsesmæssigt aftryk på os, der nu fatter pennen i denne kronik. Den ene af os, Maja, så sin datter Kaisa blive portrætteret i tv-programmet siddende alene, grædende i børnehaven uden at finde trøst ved en voksen. Den anden af os, Louise, så hverdagens utilstrækkeligheder som pædagog blive illustreret til fuld skue for seerne i stuerne.

En hverdag, der er praktisk underbemandet, underfinansieret og politisk underprioriteret.

 

På hver vores måde ser vi masser af scener, der ligner programmet, i vores hverdagsliv som pædagog og forælder. Det sker om morgenen, når jeg, Maja, afleverer i min datters københavnske børnehave. Det er også her min søn snart starter i vuggestue, og jeg afleverer sent, for så ved jeg, at alle de voksne er mødt ind. Det kan jeg kun, fordi jeg stadig er på barsel, og det priser jeg mig lykkelig for. Sandsynligheden for, at der er et knæ at sidde og vinke farvel på, er større på den måde.

Jeg, Louise, genkender den slags morgener fra min hverdag med 24 børn under 3 år i en vuggestue på Fyn. Når jeg på en almindelig dag tager imod en mor i døren til vuggestuen, og mens jeg nænsomt gør mig fri af de to børn, der sad på mit skød, forklarer hende, at jeg skam ikke er alene med alle børnene. For Hanne og Lene er inde på den anden stue, og Rikke er på badeværelset og skifter en ble. Jeg fik ikke trøstet de to børn helt, men nu græder de i det mindste ikke mere. Mens jeg taler, kan jeg ud af øjenkrogen se, at den leg jeg havde sat i gang ved togbanen er ved at gå stykker, og at legen inde på hoppemadrassen har taget en lidt for vild drejning. Imens står jeg og smiler det bedste jeg kan, får den bekymrede mors datter i armene og sender mor ud af døren med et ”god dag!”.

 

Senere på sådan en dag spiser børnene frokost og er trætte. For mig som pædagog handler det om at gøre måltidet så roligt, forudsigeligt og trygt som muligt. Mens jeg snakker om, hvorvidt bacon knaser eller ej, sørger jeg for, at de mindste, der ikke har så meget sprog endnu, også føler sig inkluderet i samtalen, og finder en ny ske til ham, der er ked af, at han lige har tabt sin. I mellemtiden er et andet barn blevet så træt, at hun ikke kan holde sig vågen til at spise sin mad.

På samme tid spiser jeg, Maja, frokost sammen med min lille søn derhjemme, og mærker knuden i maven igen. Bliver min lille pige set nok? Krammet nok? Hun er sammen med dygtige voksne, der så gerne vil, men løber så stærkt. Jeg må satse på, at pædagogerne har styr på det og ser hende, indtil jeg henter hende senere.

Når jeg kommer om eftermiddagen leger hun heldigvis ude på legepladsen og ser glad ud. Knuden i maven løsner sit greb en smule og vi får vinket farvel til vennerne og til de voksne. På vej hjem spørger jeg Kaisa hvad hun har lavet i dag.

”Jeg har siddet ude i garderoben og været ked af det.”
Jeg spørger instinktivt: ”Kom der så en voksen og trøstede dig?”
”Nej det gjorde min ven Karla.”
På spørgsmålet, om hun sidder der tit og om der ikke plejer at komme en voksen svarer hun:

”Ja, hvis jeg bliver ked af det” og ”nej, kun Karla. Så trøster hun mig og siger, at vi skal lege”.

Knuden er med det samme tilbage i maven, og mens vi går hjem føler jeg mig utilstrækkelig som mor.

Som pædagog ved jeg, Louise, at Kaisa nok har ret. Hendes dagligdag ligner den, jeg kender fra mit arbejde. Hvor frustrerende og trist det end måtte være, så ved jeg, at der alt for ofte er børn, jeg ikke ser. Børn, der har brug for et kram, opmærksomhed, voksne. Jeg går hjem og føler mig utilstrækkelig.

 

Den opslidende følelse af utilstrækkelighed er en fast følgesvend for både forældre og pædagoger.
Der er slet ikke pædagoger nok til at løse den komplekse opgave, som vi er blevet pålagt. Og som forælder befinder vi os ofte i krydsilden mellem samfundets indretning og vores børns behov.

Valgkampen er i fuld gang. Det blev vi klar over, da vi begge medvirkede i P1 Debat d.13/3, hvor vi stod overfor repræsentanter fra S, SF, LA og børne- og socialminister Mai Mercado (C). Det burde være opløftende, at politikerne enstemmigt mente, at børneområdet skulle prioriteres og, at børn har ret til en tryg og god dag i daginstitutionerne. Det ændrer dog ikke det faktum, at børneområdet er blevet politisk nedprioriteret gennem årtier. Der er brug for en omfattende genopretningsplan for daginstitutionerne, og det bliver dyrt. –men det er dyrere at lade være.

 

Hvis du vil af med følelsen af at være utilstrækkelig, hvis du vil af med knuden i maven, og hvis du også synes, at dine børn eller børnebørn fortjener omsorg og nærvær mens de er i daginstitution, så bak op om den landsdækkende demonstration d. 6. april, organiser dig fx i Familiepolitisk Netværk og ikke mindst:
Hav børnene med i hjertet, når du sætter dit kryds på valgdagen, der kommer lige om lidt.

Kommentarer