Er han måske retarderet?…

Pædagog: Er han måske retarderet?

Talepædagog: Måske.

Pædagog: Er det noget vi kan få ham undersøgt for?

 

Talepædagog: Det er kun forældrene som kan bede om sådan en undersøgelse

Jeg havde sidste dag i børnehaven i fredags. Nøj hvor jeg kommer til at savne mine kollegaer og børnene. Måske ikke savne børnene, måske mere være nysgerrig på hvordan de kommer til at klare sig – uden mig og senere uden mine kollegaer… Hvordan kommer de til at klare sig i deres liv. Særligt et barn er i mine tanker. 

I over et år har min kollega og jeg lavet indstillinger, været på konsultativt forum, lavet Kuno Bellers Udviklingsbeskrivelse, lavet indberetning, været til netværksmøde og haft samtale med talepædagogen og psykologen, som har været ude og se, samt teste barnet. Vi er nået frem til at barnet har en meget forsinket udvikling (i en alder af 4år, er han på udviklingsniveau med en 2årig), og vi pædagoger har en lille mistanke om at barnet er en smule retarderet eller psykisk tilbagestående som det pænt hedder.

På min næstsidste dag hører jeg så overstående samtale mellem min kollega og talepædagogen og jeg har svært ved at slippe den… for hvordan kommer mine kollegaer videre derfra? Hvordan fortæller man forældre at man har mistanke om at deres barn er psykisk tilbagestående? Kan vi forvente at en far, som ikke kan give sin søn et bad, i de uger barnet er hos ham og mor som har social fobi handler på det og beder om en undersøgelse? Jeg er bange for at sagen nu kommer til at stå stille. Samtidig finder jeg ud af, at resultaterne af de tests som talepædagogen laver kun bliver sendt til forældrene, og at vi skal have tilladelse af forældrene for at få lov til at se dem.

Som pædagog føler jeg mig lidt magtesløs – det er pædagogerne som har ressourcerne til at hjælpe barnet og dets forældre, vi er tovholder på barnets sag, hvorfor har vi ikke beføjelser til at bede om sådan en undersøgelse, når vi har mistanke om psykisk tilbageståenhed? OG hvorfor får vi ikke resultaterne af de tests, som vi har sørget for at talepædagogen laver på barnet?

Min sidste dag i børnehaven brugte jeg bl.a. på at sende endnu en indstilling vedr. dette barn. Denne gang for at få specialpædagogisk vejledning, det har vi først kunne søge om nu, da det kræver en anbefaling fra psykologen/sagsbehandleren. Jeg håber dog at mine kollegaer får tildelt vejledningen, så de kan få nogle redskaber til at hjælpe barnet i dets udvikling – og jeg håber at mine kollegaer finder en vej til at få drengen undersøgt.