Når uddannelsestaxameteret ruller

Når der slipper pædagogstuderende igennem uddannelsessystemet, som ikke er fagligt kompetente, risikerer vi flere episoder som vist i TV2 dokumentaren ”Daginstitutioner Bag Facaden”.

Dokumentaren viser et tydeligt billede af dagligdagen i flere danske daginstitutioner. En dagligdag som er presset for det pædagogiske personale, men som også viser en del af den taxameterpolitik som slipper inkompetente pædagoger igennem et uddannelsessystem, fordi det er for dyrt at lade dem gå om eller dumpe dem.

Jeg har netop været bisidder til eksamen på den pædagogiske professionsuddannelse. Jeg sad med en studerende som i sin praktik har udvist manglende handleevne, empati og forståelse for at indgå i en menneskelig relation. Et menneske som udelukkende handlede ud fra egne behov og som lod børn sidde med en beskidt ble, for i stedet at spise sin egen madpakke.

Jeg klargjorde for vejlederen på pædagogseminariet, at dele af den afsluttende opgave endda var kopieret, og at den studerende på ingen måde havde været i stand til at formidle sin teoretiske viden til praksis. Der havde igennem praktikforløbet været gentagende samtaler, opfølgninger og opfordringer for, at den studerende kunne indgå i praksis. Intet hjalp. Til trods for dette, blev det store røde stempel trukket frem, og der står nu bestået på eksamensbeviset.

Som pædagog og som mor er jeg bange. Bange for at denne type af fremtidige pædagoger skal yde omsorg for mine børn. Skal passe dem i deres vågne timer og være et forbillede for medmenneskelighed, dialog og udvikling. Jeg er bange for at have sådan et menneske som kollega. En kollega som lader stå til, kigger på og som er uarbejdsdygtig i en hverdag hvor alle hænder tæller.

Det handler ikke kun om minimums normeringer. Det handler om hele uddannelsessystemet. Det går hånd i hånd og det kan vi ikke lade stå til.

Kommentarer