Interessetimer

Vi er som pædagoger rigtig pressede på tid og antal af opgaver. Normeringerne er historisk dårlige. Vi knokler med at få enderne til at mødes og foretager hver dag benhårde prioriteringer. De fleste af os kender følelsen at gå hjem med hjertebanken, ondt i hoved og mave og især følelsen af ikke at have nået det vi gerne ville. Vi går fra institutionen velvidende at der, især, i ydertimerne er for få voksne til for mange børn.

Der var en lorteble der skulle skiftes, et køkken der ikke er ryddet, en garderobe der stadig flyder. Så vi bliver lige hængende et kvarter mere.

Dagen efter planlægges fastelavn og der skal købes lidt ind til tønden. Der er ikke tid i løbet af dagen til at få ordnet det, så vi klarer det lige på vej til arbejde. Åh herregud, det tager jo kun et øjeblik.

En eftermiddag har Sofies mor lige brug for en lille snak. Sofie er ny og mor er usikker på om hun trives i det nye børnehaveliv. Vi har godt nok fri, men bliver lige hængende 10 minutter for det er så vigtigt med forældrenes tryghed.

Vi skal have personalemøde og der er en artikel om mentalisering vi skal have læst. Det fik vi ikke nået i løbet af dagen. Så den nupper vi med hjem og læser efter aftensmad og opvask. Der tages også lidt noter og skrives et par relevante spørgsmål. Det tog jo kun 20 minutter.

Næste uges aktiviteter skal planlægges, men igen er dagens timer for få. Vi ved at dagen efter ser ligesådan ud. Så da vi ligger i sengen kører tankerne. Vi kan ikke finde ro og sove. Så vi står da lige op og laver en hurtig planlægning og så kan søvnen indfinde sig. Pyt de 15 minutter var da godt givet ud for vi har brug for vores nattesøvn så vi kan fungere næste dag i et travlt og krævende job.

Modsat hvad Sofie Løhde sagde under OK18 så giver vi utrolig meget hver dag og vi kræver faktisk ikke ret meget i retur. Vi vil så gerne udføre vores arbejde bedst muligt så vi giver nogle minutter hist og pist. På den måde hænger hverdagen bedre sammen. Men stop. Stop helt op. Vi skyder os selv i foden. Interessetimer er symptombehandling med alt for mange bivirkninger. På længere sigt bliver vi syge af det. Vi får stress af aldrig at have helt fri. Og så længe vi lapper lidt her og der så er der absolut ingen grund til, for kommunen, at bedre vores arbejdsbetingelser. Så stop med det samme. Vi skal have løn for hver en time vi arbejder og vi skal turde sige højt at den opgave var det ikke muligt at nå. Send bolden videre. Få din ledelse til at hjælpe med prioritering af opgaver. Fortæl om vores arbejdsforhold. Sørg for at udfylde din arbejdspladsvurdering. Kontakt politikerne. Skriv debatindlæg. Brug de faglige organisationer. Gør hvad du kan for at bedre forholdene. Husk at selvom vi føler ansvar så er det et lønarbejde og vi har fortjent bedre forhold.

 

Kommentarer