Det gør en forskel at deltage i debatten

I efteråret 2016 sendte jeg mit første debatindlæg til en avis. Det handlede om mit arbejde, som skole- og fritidspædagog og var et opråb om bedre vilkår og rammer for at udføre mit arbejde i fritidstilbuddet.

Siden er det blevet til mange blog- og debatindlæg. Men selvom jeg efterhånden har trykket send mange gange og jeg har modtaget bekræftelsesmailen med “Vi har modtaget dit debatindlæg” lige så mange gange, ja så mærker jeg stadig et sus, når jeg trykker send. Og i meget høj grad, hvis jeg efterfølgende modtager en mail med “Tak for dit bidrag det vil blive bragt d. …”.

Når mit indlæg er bragt, så deler jeg det. Så håber jeg på, at mit budskab får skabt debat, fordi mine ord vækker noget i læseren, måske læseren er enig måske læseren er uenig. Uanset deler jeg i håbet om, at mit budskab vækker opsigt, skaber debat og får opmærksomhed på de sociale medier.

Nogle gange stikker det helt af og det er for vildt at at følge med i likes, kommentarer og delinger. Når det sker kan jeg virkelig mærke stoltheden blusse i mit bryst.

Så sker der nogen gange noget og det er det allervildeste, som kan ske for en, som jeg.

Det er at blive ringet op af en journalist, som gerne vil tale med mig om mit budskab og derved yderligere puste til den debat, som det måske endda var mig, som kickstartede med mit indlæg.

Hvis der sker bliver jeg i den grad bekræftet i at der er, nogen som lytter. De vil gerne have lige præcis mig med i en avisartikel, radio eller på TV og måske endda stå ansigt til ansigt med de beslutningstagere, som rent faktisk kan ændre pædagogernes og børnenes vilkår.

Når journalisten ringer for at få en kommentar eller vil have mig med i et debat program er det næsten altid i min arbejdstid og det skal oftest også gå stærkt fordi de skal bruge udtalelserne her og nu. Det er desværre sjældent en mulighed for mig.

Jeg er absolut klar over at det er vilkåret, men jeg er super ærgerlig over at må sige nej fordi jeg føler jeg ufrivilligt forpasser en chance for at skabe fokus.

Jeg har mere en engang sagt jeg kan ikke nu, men jeg har fri kl 16. Men nej desværre det skal være nu.

Det afholder mig dog ikke fra at blive ved og at deltage i debatten på andre måder og engang imellem lykkes det også at finde en tid, som passer både journalistens og mine rammer.

Jeg håber fortsat at journalisten vil ringe, fordi når hun ringer og jeg har tid, så ved jeg, at jeg i højere grad når ud til de mennesker og beslutningstagere, som jeg har brug for lytter!

Jeg har oplevet mere end en gang at mine indspark er med til at sætte dagsordenen og at det gør en forskel. Jeg bliver gang på gang bekræftet i at der er nogen, som lytter.

Det gør en forskel, at jeg skriver om børnenes og pædagogens vilkår og at jeg deltager i debatten. Derfor bliver jeg ved og jeg håber mange flere vil følge trop.

Kommentarer