Nedslidning er ikke min skyld

Jeg troede, at det var en forsinket 1. aprilsnar, da avisen.dk bragte en artikel med overskriften: “Arbejdsgivere om nedslidning: Du har et personligt ansvar for din krop” (du kan læse den her: https://llk.dk/p63rdt). Det var ikke en aprilsnar, det var virkelighed.

Artiklen handlede om nogen tal Dansk Arbejdsgiverforening havde fremlagt. Kort fortalt viste de tal ifølge DA, at det faktisk er din egen skyld, hvis du synes dit arbejde er hårdt. Det gør du fordi du ikke passer på din krop, når du har fri. Du motionere ikke nok, du spiser fredagsslik og du drikker vin, det er derfor er dit arbejde hårdt og nedslidende, altså er det ikke arbejdets skyld.

Jeg ligger ikke brosten eller arbejder med store larmende farlige maskiner. Jeg arbejder med mennesker, den halv store slags, som lige er begyndt i folkeskolen. Jeg er skolepædagog og har et arbejde hvor jeg hver dag bruger min krop, som et redskab i arbejdet med børnene.

Det slik jeg spiser og den vin jeg drikker om fredagen er ikke det, som gør at mit arbejde er hårdt. Det er ikke den motion, jeg ikke har overskud til at dyrke. Det er ikke fordi jeg går for sent i seng, jeg træt om morgenen. Det er ikke min egne børns kalden, som giver mig hovedpine og tinitus. Det er ikke at ligge på sofaen 1 time inden senge tid, som giver mig ondt i ryggen.

Jeg går i et ekstremt støjende miljø det meste af dagen og det uden høreværn. Jeg er oppe og nede af gulvet flere gange om dagen for at trøste, lege eller snakke med børnene. Jeg bliver slået, sparket, råbt af og rykket i flere gange om ugen. Jeg rejser mooncars op og jeg samler legetøj op fra gulvet. Ofte står jeg op hele dagen, jeg glemmer at drikke vand og kommer ikke på toilettet fordi tempoet er højt. Jeg løber stærkt, men når alligevel ikke alle de børn jeg ønsker og det giver en knude i maven og tankemylder, som holder søvnen, som gidsel.

Mit arbejde er hårdt både fysisk og psykisk. Det slider på min krop og mit sind, det er ikke fredagsslikket, som er skyld i det! Jeg ved at det heller ikke er fredagsslikket, som er skyld i at sosuen, socialrådgiveren, sygeplejersken har en oplevelse af at deres arbejde er hårdt.

Vores krop og psyke er under pres i vores arbejde næsten hver dag. Det er arbejdet, som er hårdt og det er ikke vores skyld, at vi nedslides.

Det er hårdt pga vilkårerne, rammerne og tempoet. Det er det, som slider på krop og sjæl, hvis nogen skulle være i tvivl!

Kommentarer