Bedre normeringer er nødvendigt også i SFOen

Forældrene har været på gaden for at kræve minimumsnormeringer for vores børn i daginstitutionerne og det er absolut nødvendigt! Børnene i daginstitutionerne har brug for en langt bedre normeringer for at alle børn får den nærvær og omsorg de har brug for, samt sikre at alle børn får et godt børneliv.

Når børnene bliver større og træder ind i skoleverdenen, så bliver fritidstilbuddet en naturlig del af børnenes liv og en ny virkelighed venter, desværre vil de dårlige normeringer ikke være en faktor de vil vinke farvel til.

Dårlige normeringer i fritidstilbuddene

Jeg er skole- og fritidspædagog og jeg går ofte hjem fra arbejde med en helt fysisk smerte i mit hjerte og tårer i øjnene.

Hvorfor gør jeg det? Jeg elsker jo mit arbejde med børnene. Jeg er vild med at udfordre børnene og finde på processer og aktiviteter, der er så spændende at børnene ikke vil hjem.

Men selv om jeg knokler, selvom jeg løber så stærkt jeg kan, selvom jeg prøver at gøre 2-3 ting på en gang, så går jeg alligevel ofte hjem med en følelse af at jeg ikke når alle børn.

BUPL anbefaler en minimums normering i vuggestuer og børnehaver, men faktisk har de også en anbefaling til SFOerne. Den hedder 1 pædagog til 9 børn, jeg tror ikke at det er en normering, som særligt mange fritidspædagoger kan genkende. Faktisk virker den næsten utopisk i forhold til den virkelighed, som er ude i fritidstilbudene. Til sammenligning har vi på en god dag på min arbejdsplads en normering, som hedder 1 pædagog til 30 børn.

Det er umuligt at nå alle børn

Ofte oplever jeg at Camilla kommer gående ned af gangen, hun slæber fødderne efter sig og hendes øjne er blanke. SFO tiden er ikke nem for Camilla, hun har svært ved at navigere i de frie rammer. Hun bruger alle sine ressourcer på at overleve i det, som føles som kaos for hende. Det ved vi alle sammen, vi ved også at det samme gør sig gældende for Mikkel. Thea kommer til at slå når hun bliver vred og Lucas tisser i bukserne og får ikke nye bukser på medmindre en voksen hjælper ham. Vi ved at de har det svært, men realiteten er at vi ikke får hjulpet børnene på den måde, som de har brug fordi vi simpelthen ikke er nok hænder.

Jeg bliver ofte mødt med “Jamen det er jo ikke en anderledes end hvad lærerne skal håndtere?” men det kan jeg fortælle, at det er det.

Jeg har flere lektioner i skoletiden og jeg jonglere snildt med 25 5-6årige, når de er i klasserummet. Så snart mine 4 kolleger og jeg har 120 5-7årige børn i SFOen er det svært ja det er faktisk umuligt at bevare overblikket over alle. Børnene skal ikke deltage i de planlagte pædagogiske aktiviteter hvis ikke de har lyst, børnene må gerne trække væk for at lege i fred og børnene må bevæge sig rundt på hele området. Det er ikke usædvanligt at jeg ser et barn lige efter skole også ser jeg ham først igen flere timer senere, når han bliver hentet.

I de rammer er det nærmest umuligt at nå omkring alle børn og vi er pinagtigt bevidste om det. Det er ikke fordi vi ikke vil, men vi har kun to hænder og der så mange vidt forskellige børn med vidt forskellige udfordringer, som vi skal favne.

Jeg ved at det er virkeligheden mange steder og endda i helt ekstreme forhold. Jeg kender en tidligere fritidspædagog på hendes arbejdsplads var det ikke usædvanligt at de var 2 voksne til 100 børn!

Børnene betaler prisen

Det er fuldstændigt urimeligt at vi byder børnene sådanne vilkår i fritidsinstitutionerne. Pædagogikken forsvinder når normeringen er håbløs. Jeg tvinges til at svigte børnene fordi jeg hele tiden skal tage et valg om hvem, der har mest brug for min hjælp den pågældende dag.

Alle børn store, som små burde have krav på at pædagogerne har tid til nærvær. Pædagogerne skal ikke løbe fortravlede rundt, som hovedløse høns. Det er børnene, som betaler prisen og pædagogerne går i stykker pga stress og den konstante følelse af utilstrækkelighed.

Vi skal have meget bedre normeringer i vores daginstitutioner. Men fritidsinstitutionerne har i den grad også brug for flere ressourcer, så der kan ske en opnormeringer, så pædagogerne kan sikre at alle børn får et godt børneliv.

 

Kommentarer